ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: FLS skuffer med prognosen efter stærk årsafslutning

16/2 08:26

Ingeniørkoncernen FLSmidth træder onsdag ind i rampelyset på den danske aktiescene, hvor stemningen umiddelbart synes at være til den let positive side.

FLSmidth har afleveret sit fulde årsregnskab for 2021, efter at selskabet allerede knyttede et par foreløbige tal til udviklingen i slutningen af januar, da forventningerne til omsætningen sidste år blev opjusteret.

Det peger ikke overraskende på en stærkere drift end ventet blandt analytikerne før opjusteringen i slutningen af januar.

Det skyldes, at omsætningen - som rapporteret af FLSmidth i de foreløbige tal - løb fra forventningerne i den sidste del af sidste år. For 2022 spiller selskabet til gengæld ud med en lidt svagere end ventet omsætningsprognose.

Generelt skal det danske aktiemarked forsøge at bygge videre på tirsdagens store fremgang, hvor blandt andet lettelse over situationen omkring Ukraine trak op, da Rusland meldte om tilbagetrækning af dele af sine tropper fra grænseområdet.

C25-indekset steg tirsdag med 2,9 pct., og umiddelbart ser den gode stemning ud til at fortsætte onsdag, hvor futures for det tyske DAX-indeks løftes med 0,5 pct.

FLSMIDTH LEVERER SVAGERE END VENTET PROGNOSE

FLSmidths omsætning og drift for fjerde kvartal sidste år var i store træk kendte på forhånd, og derfor har fokus også særligt kredset om prognosen for 2022.

Her ventes der fremgang på toplinjen, men slet ikke nok til at tilfredsstille investorerne.

FLSmidth venter en omsætning på 17,5-19,0 mia. kr. i år, mens konsensus blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var på 19,3 mia. kr. før regnskabet.

Og driftsmarginen, der af FLSmidth ventes at ramme 6-7 pct. i år, ventes af analytikerne at ramme 6,9 pct. ifølge Bloomberg News' estimater, så også her skuffer det danske selskab en kende, hvis man tager midtpunktet af prognosen på 6,5 pct. som udgangspunkt.

Før regnskabet har FLSmidth i øvrigt meldt om rokade i selskabets bestyrelse, hvor formand Vagn Sørensen stopper i forbindelse med den kommende generalforsamling.

Hans post skal efter planen overtages af Tom Knutzen, der for tiden er næstformand.

Som ny næstformand foreslår FLSmidth-bestyrelsen nyvalg af Mads Nipper, der er administrerende direktør hos energiselskabet Ørsted.

FLSmidth-aktien steg i tirsdagens positive marked med 3,9 pct. til 216,60 kr.

CARLSBERG HAR FÅET KONKURRENTNYT FRA HOLLAND

For bryggeriet Carlsberg har onsdagen budt på konkurrentnyt fra Holland, hvor verdens næststørste bryggeri, Heineken, har sat tal på sit 2021.

Det bød på et ordinært driftsoverskud på 3,41 mia. euro mod ventet 3,29 mia. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

For 2022 ventes der stadig usikkerhed som følge af coronapandemien og stigende inflation i råvarepriserne.

Carlsberg endte 3,3 pct. højere i 1069 kr. tirsdag.

Blandt sidepapirerne kan Solar glæde sig over at have fået løftet kursmålet med 10 pct. hos den svenske investeringsbank Carnegie.

Kursmålet er ifølge data fra Bloomberg News skruet op til 1100 kr. fra 1000 kr., og anbefalingen er fortsat "køb".

Solar-aktien steg tirsdag med 3 pct. til 720 kr.

Dermed indikerer det nye kursmål også et fortsat potentiale på 52,8 pct.

Genmab, der sidst på eftermiddagen onsdag ventes at aflevere sit årsregnskab for 2021, endte tirsdag 0,6 pct. højere i 2212 kr.

.\\˙ MarketWire