ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: FLSmidth sendt til tælling efter svag 2022-prognose

16/2 09:12

Ingeniørkoncernen FLSmidth bliver onsdag morgen straffet for en uheldig prognose som tilbehør til et ellers pænt regnskab for 2021.

FLSmidth har afleveret sit fulde årsregnskab for 2021, efter at selskabet allerede knyttede et par foreløbige tal til udviklingen i slutningen af januar, da forventningerne til omsætningen sidste år blev opjusteret.

Det peger ikke overraskende på en stærkere drift end ventet blandt analytikerne før opjusteringen i slutningen af januar, men også skuffende udsigter for 2022.

Generelt er stemningen relativt neutral efter tirsdagens store fremgang, hvor blandt andet lettelse over situationen omkring Ukraine trak op, da Rusland meldte om tilbagetrækning af dele af sine tropper fra grænseområdet.

C25-indekset falder efter knap ti minutters handel med 0,3 pct. til 1736,18 - trukket ned af FLSmidth, der falder tungt.

Tirsdag steg eliteindekset med 2,9 pct.

FLSMIDTH LEVERER SVAGERE END VENTET PROGNOSE

FLSmidths omsætning og drift for fjerde kvartal sidste år var i store træk kendte på forhånd, og derfor har fokus også særligt kredset om prognosen for 2022.

Her ventes der fremgang på toplinjen, men slet ikke nok til at tilfredsstille investorerne.

FLSmidth venter en omsætning på 17,5-19,0 mia. kr. i år, mens konsensus blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News var på 19,3 mia. kr. før regnskabet.

Og driftsmarginen, der af FLSmidth ventes at ramme 6-7 pct. i år, ventes af analytikerne at ramme 6,9 pct. ifølge Bloomberg News' estimater, så også her skuffer det danske selskab, hvis man tager midtpunktet af prognosen på 6,5 pct. som udgangspunkt.

Før regnskabet har FLSmidth i øvrigt meldt om rokade i selskabets bestyrelse, hvor formand Vagn Sørensen stopper i forbindelse med den kommende generalforsamling.

Hans post skal efter planen overtages af Tom Knutzen, der for tiden er næstformand.

Som ny næstformand foreslår FLSmidth-bestyrelsen nyvalg af Mads Nipper, der er administrerende direktør hos energiselskabet Ørsted.

FLSmidth-aktien falder med 3,8 pct. til 208,40 kr.

CARLSBERG HAR FÅET KONKURRENTNYT FRA HOLLAND

For bryggeriet Carlsberg har onsdagen budt på konkurrentnyt fra Holland, hvor verdens næststørste bryggeri, Heineken, har sat tal på sit 2021.

Det bød på et ordinært driftsoverskud på 3,41 mia. euro mod ventet 3,29 mia. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

For 2022 ventes der stadig usikkerhed som følge af coronapandemien og stigende inflation i råvarepriserne.

Carlsberg falder med 0,3 pct. til 1065,50 kr. onsdag morgen.

Blandt sidepapirerne kan Solar glæde sig over at have fået løftet kursmålet med 10 pct. hos den svenske investeringsbank Carnegie.

Kursmålet er ifølge data fra Bloomberg News skruet op til 1100 kr. fra 1000 kr., og anbefalingen er fortsat "køb".

Solar-aktien stiger fra start med 3,2 pct. til 743 kr. efter et plus på 3 pct. tirsdag.

Genmab, der sidst på eftermiddagen onsdag ventes at aflevere sit årsregnskab for 2021, stiger i den tidlige handel med 0,1 pct. til 2214 kr.

.\\˙ MarketWire