ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Nato-kommentar lægger dæmper på ivrige investorer

16/2 14:20

De optimistiske toner på aktiemarkedet er endnu engang trukket i baggrunden onsdag, hvor kommentarer fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, har fået investorerne til igen at finde bekymrede miner frem.

Tirsdag var der ellers regulær optur på aktiemarkedet, da Rusland meddelte, at flere tropper var blevet trukket tilbage fra grænseområdet omkring Ukraine.

- Vi skal fortsat se, om der er en russisk tilbagetrækning. Det, vi ser, er, at de har hævet antallet af tropper, og at flere tropper er på vej, siger Jens Stoltenberg på et to-dages møde for Nato-landenes forsvarsministre, der afholdes i Bruxelles, ifølge Investing.com.

I USA indikeres både Nasdaq-indekset, S&P 500 og Dow Jones at dykke i omegnen af 0,2 pct., når der åbnes for handel klokken 15.30.

Sammen med rentefrygt er uroen omkring Ukraine det altoverskyggende emne, handlerne retter sig imod, og med Nato-generalsekretærens melding findes panderynkerne frem på ny.

Onsdag aften vil blikket også være rettet mod USA, hvor centralbanken Federal Reserve offentliggør referat fra det seneste rentemøde.

Tirsdag var det især vækstaktierne inden for teknologi, som blev sendt i vejret, samtidig med at den øgede risikoappetit også betød, at investorerne lagde obligationerne fra sig, hvorfor renterne igen steg.

Det brede S&P 500-indeks vandt frem med 1,6 pct. Indekset er dog stadig mere end 6 pct. i minus i 2022. Dow Jones gik frem med 1,2 pct., men har sat knap 4 pct. over styr i år. Nasdaq vandt mest frem med 2,5 pct., men indekset har dog stadig sat sig knap 10 pct. siden nytår.

KETCHUP-PRODUCENT STÅR TIL STIGNING

Fødevarekonglomeratet Kraft Heinz leverede onsdag et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal på trods af at højere omkostninger til råvarer, produktion og logistik tyngede på driften.

Omsætningen endte i årets sidste kvartal på 6,71 mia. dollar. Her var af analytikere adspurgt af Bloomberg News ventet 6,6 mia. dollar.

Den organiske vækst landede på 3,9 pct. i perioden mod ventet 0,2 pct. Sidste år voksede Kraft Heinz organisk 6 pct. i fjerde kvartal.

I 2022 venter fødevaregiganten en lav encifret organisk omsætningsvækst og et justeret EBITDA-resultat i niveauet 5,8-6,0 mia. dollar. Her var forventningen blandt analytikerne et driftsresultat omkring 5,88 mia. dollar.

Aktien stiger onsdag 1,6 pct. i det amerikanske formarked.

ROBLOX RAMT AF BRUGERE RETUR I SKOLE

Den amerikanske spilplatform Roblox står til en hård start på handelsdagen, efter at selskabet har præsenteret et undervældende regnskab for fjerde kvartal.

Flere analytikere kalder regnskabet en skuffelse, men ser fremgang i første måned af 2022.

I formarkedet indikeres aktien ned med 16,2 pct.

Roblox' brugere købte i alt for 770,1 mio. dollar af spillets egen valuta, Robux, i fjerde kvartal. Robux kan bruges til at købe digitale goder i spillet. Det var ifølge Bloomberg News under konsensus blandt analytikerne på 786,2 mio. dollar.

Her bemærker Roblox i regnskabet, at lettelsen af restriktioner i forbindelse med covid-19 har betydet, at brugerne er vendt tilbage til skole og arbejde.

AIRBNB STÅR GODT TRODS OMIKRON

Aktien i ferieudlejningsselskabet Airbnb stiger 3,6 pct. i formarkedet onsdag, efter at koncernen trods omikron-variantens fremmarch tirsdags offentliggjorde en solid prognose for sit første kvartal.

Airbnb, der formidler udlejning af lejligheder og værelser, regner med at nå en nettoomsætning i sit første kvartal på 1,40-1,48 mia. dollar, mens analytikerne på Wall Street ifølge Bloomberg News havde regnet med blot 1,22 mia. dollar.

- Vi venter at nå vort første positive justerede EBITDA i første kvartal, hedder det også i regnskabet, hvor koncernen ligeledes spår et samlet antal bookinger, der vil overstige niveauet fra første kvartal 2019 - altså før pandemien - "betydeligt".

Airbnb oplevede samtidig i sit fjerde kvartal en stigning i omsætningen på 78 pct. til 1,53 mia. dollar mod ventede 1,46 mia. dollar.

Senere onsdag ventes der også regnskab fra Cisco og Nvidia - sidstnævnte efter at børserne lukker i USA.

.\\˙ MarketWire