ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Fed-lettelse vendte minus til plus - Amazon trak for

16/2 22:06

Efter januars negative og høgeagtige overraskelse i referatet fra den amerikanske centralbank Federal Reserves, Feds, rentemøde i december, så drog investorerne onsdag et lettelsens suk, da notaterne fra mødet i slutningen af januar ikke indeholdt negative overraskelser.

Og derfor blev solide kursfald, blandt andet på grund af nervøsitet over den fortsat anspændte situation på grænsen mellem Ukraine og Rusland, hvor Nato forlanger beviser for den tilbagetrækning, Rusland talte om tirsdag, vekslet til små stigninger for de amerikanske aktier.

Det brede S&P 500-indeks var ellers 0,9 pct. i minus, men sluttede alligevel onsdagen i plus med 0,1 pct. Dow Jones mistede dog stadig 0,2 pct., mens Nasdaq faldt 0,1 pct.

INGEN OVERRASKELSER

Onsdag blev referatet fra USA's centralbanks seneste rentemøde i januar offentliggjort, og her kunne investorerne læse sig frem til, at banken er parat til at stramme hurtigere op, end den gjorde i 2015, ligesom flere af cheferne nu anser det for passende, at begynde en reduktion af Feds svulmende balance på omkring 9000 mia. dollar allerede senere i år.

Det var dog ikke overraskende for markedet.

- Ingen rigtige overraskelser fra det seneste rentemøde hos Fed, hvilket typisk er en god ting, da markedet har det med at reagere positivt på sikkerhed, siger Mike Loewengart, investeringschef hos E*trade, til Bloomberg News.

Markedet regner med seks-syv renteløft af 0,25 pct.point i 2022, og handelen med rentefutures sætter omtrent 50 pct. sandsynlighed for et dobbelt renteløft, altså 0,50 pct.point, på det kommende rentemøde til marts.

- Cheferne så ikke ud til alvorligt at overveje hverken et renteløft på 50 basispoint som en start på stramningscyklus eller en forhøjelse på hver af dette års tilbageværende syv rentemøder, kommenterer Paul Ashworth, cheføkonom hos Capital Economics, over for The Wall Street Journal.

OLIE OP

Det var energisektoren, som onsdag toppede og steg med 0,8 pct., selv om olieprisen vendte et plus til minus 1,3 pct.

I den anden ende havde især de teknologitunge vækstsektorer for it og kommunikationsservice det svært, men minusser på 1,4-1,8 pct. blev dog begrænset til fald på bare 0,2 pct. til begge.

Blandt de store navne i S&P 500 trak Amazon i cyklisk forbrug op med et plus på 1,0 pct. I kommunikationsservice var der omvendt fald til Meta Platforms, Facebooks ejer, på 2,0 pct., ligesom Netflix mistede 2,3 pct., mens Alphabet dog vandt 0,8 pct.

Meta Platforms var presset af nyheden om, at Google i sit mobile styresystem, Android, vil indføre samme databeskyttelse, som Apple lancerede sidste år, hvor brugerne skal godkende, at en app kan følge deres færden i andre apps. Det krav har allerede gjort indhug i væksten i Facebooks annonceindtægter hos iPhone-brugere.

I it faldt Apple 0,1 pct., mens Microsoft mistede 0,3 pct. I samme sektor var der tirsdag stor fremgang til halvlederaktierne, men onsdag gik det den anden vej for branchen. AMD mistede 3,1 pct., mens tirsdagens højdespringer med et plus på 9,2 pct., Nvidia, som efter markedets lukning onsdag kommer med sine kvartalstal, dog vandt 0,1 pct.

STIGENDE OMKOSTNINGER

I hver sin ende af S&P 500 var der også regnskabsaktuelle selskaber. I top endte Generac Holdings, som producerer generatorer, og som vandt 14,4 pct., da regnskabet for fjerde kvartal var bedre end ventet, ligesom koncernen spår et fortsat stærkt 2022.

I den anden ende tabte mediekæmpen Viacomcbs hele 17,8 pct. En bedre end ventet omsætning i fjerde kvartal samt en rekordstor vækst i antallet af streamingkunder, på 9,4 mio. nye abonnementer, blev nemlig skabt på baggrund af stærkt stigende omkostninger på mere end 1,5 mia. dollar.

Et tredje stort navn, som kom med tal, var Kraft Heinz, der vandt 5,6 pct. Dagligvarekæmpens fjerde kvartal viste en salgsfremgang, som overtrumfede presset på omkostningerne.

.\\˙ MarketWire