Russisk medie: Ukraine har beskudt russisk-støttede oprørere
17/2 06:57
Russisk-støttede oprørere i det østlige Ukraine beskylder torsdag ukrainske styrker for at have beskudt dem med mortérgranater og maskingeværer.
Det skriver det statskontrollerede russiske medie Ria ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Den ukrainske regering har ikke kommenteret meldingen, og påstanden fra oprørerne er ikke blevet bekræftet fra anden side.
Der er ingen meldinger om dræbte eller tilskadekomne.
Rusland har de seneste mange uger opmarcheret over 100.000 russiske soldater på grænsen til Ukraine. Det har fået Vesten til at frygte en invasion.
Den russiske regering har gentagne gange nægtet, at den har planer om at angribe nabolandet, og tirsdag meddelte det russiske forsvarsministerium, at nogle af styrkerne trækkes tilbage fra grænseområdet.
Den påstand blev onsdag dog afvist af den vestlige forsvarsalliance Nato og USA, som begge hævder, at Rusland har øget antallet af soldater ved grænsen.
USA og flere andre vestlige lande har lovet at møde russerne med hårde sanktioner i tilfælde af en invasion.
Ifølge nyhedsbureauet AFP advarede det amerikanske udenrigsministerium onsdag om, at Rusland "når som helst" kan finde på at publicere falske historier som påskud til at invadere Ukraine.
USA har også tidligere beskyldt Rusland for at forberede en "false flag"-operation. Det er et begreb, der bruges om en mission, der har til formål at skjule, hvem der reelt står bag. Det skal efterfølgende kunne bruges som undskyldning for et angreb.
Det er langt fra første gang, at der er blevet meldt om skyderier fra begge sider i Donbass-regionen i det østlige Ukraine. Området inkluderer provinserne Donetsk og Lugansk og har reelt været under prorussiske styrkers kontrol siden 2014.
Tirsdag stemte et overvældende flertal i Ruslands parlament for at bede Ruslands præsident, Vladimir Putin, om at anerkende de to udbryderregioner som uafhængige.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Torsdag ventes FN's Sikkerhedsråd at holde møde om konflikten mellem Rusland og Ukraine. Rådet ventes i den forbindelse at drøfte den såkaldte Minsk-aftale, der blev indgået i 2015 mellem Rusland, Ukraine, Frankrig og Tyskland.
Målet med aftalen var at sætte en stopper for kampene i de oprørsdominerede områder omkring Donetsk og Lugansk.
/ritzau/