Aktier/tendens: Genmab til eksamen i marked tynget af krigsnervøsitet
17/2 08:27

Først den ene vej, og så den anden vej.
Sådan har tendenserne i aktiemarkederne på globalt plan været siden onsdag aften dansk tid, hvor et referat fra den amerikanske centralbank uden ubehagelige overraskelser først sendte markedet op, inden meldinger om nye spændinger i Ukraine svingede et nyrehug tilbage.
- Markederne var urolige i går, da et lidt mere dueagtigt signal fra Federal Reserve løftede aktierne, men kun for at aktierne blev trykket her til morgen, da nervøsiteten for et russisk angreb på Ukraine tog til. Der er lagt op til en lidt træls start på handlen her til morgen, hvor investorerne vil fokusere på konflikten i Ukraine, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.
Onsdag faldt C25-indekset med 0,2 pct. til 1738,19.
GENMAB FÅR OPMÆRKSOMHED EFTER REGNSKAB
Blandt enkeltaktierne herhjemme falder store dele af rampelyset på Genmab, der efter børslukketid onsdag afleverede regnskab for fjerde kvartal og hele 2021.
Det viste bedre end ventede takter, og for 2022 ser prognosen for omsætningen også fornuftig ud.
Til gengæld ser den ventede indtjening trykket ud, fordi Genmab accelererer forskning- og udviklingsaktiviteterne, hvilket medfører store omkostninger.
- Den gode årsafslutning er positiv, og der er elementer i prognosen for toplinjen, der er rigtig positiv. Men så er der også omkostningsbasen, der igen er højere end ventet. Det gør så, at analytikerne skal tage toppen af deres indtjeningsestimater for 2022, og det kan alt andet lige sætte aktien under pres, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til MarketWire.
For 2022 venter Genmab en omsætning på 10,8-12 mia. kr. og et driftsoverskud på 3,0-4,8 mia. kr. Prognosen varsler dermed markant vækst fra 2021, hvor Genmab havde en toplinje på lige under 8,5 mia. kr. og leverede et driftsresultat på 3018 mio. kr.
Analytikerne havde på forhånd ventet en omsætning på 11,2 mia. kr. i år og et driftsoverskud på 4,6 mia. kr.
Aktien endte onsdag 0,8 pct. højere i 2229 kr.
ØRSTED FÅR LØFTET ANBEFALING HOS NORSK FINANSHUS
Energiselskabet Ørsted, som onsdag endte 1,4 pct. lavere i 670,40 kr., har fået løftet sin anbefaling hos norske Fearnley Securities til "køb" fra tidligere "hold".
Det fremgår af data fra Bloomberg News.
Derudover er der også flere mindre analyseændringer i spil.
Blandt andet har Danske Bank fået løftet sit kursmål til 117 kr. fra 111 kr. af franske BNP Paribas Exane.
Anbefalingen er dog fortsat i negativt terræn på "underperform", fremgår det af Bloomberg News.
Bankaktien faldt onsdag med 1,4 pct. til 130,40 kr.
Vindmølleproducenten Vestas, som onsdag bakkede med 1,5 pct. til 172,40 kr., har fået kursmålet hos svenske Carnegie skruet ned til 145 kr. fra 165 kr.
Anbefalingen er fortsat "sælg", fremgår det af Bloomberg News.
Endelig har Goldman Sachs skåret en del af kursmålet for softwareselskabet Simcorp, som tirsdag afleverede sit årsregnskab for 2021.
Kursmålet er sænket til 840 kr. fra 970 kr., men anbefalingen er dog stadig "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Simcorp faldt onsdag med 1,4 pct. til 596,60 kr. På regnskabsdagen tirsdag steg aktien med 1,7 pct.
.\\˙ MarketWire