ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Genmab stiger i nervøst marked efter god årsafslutning

17/2 09:15

Genmab blander sig i toppen af det danske aktiemarked torsdag morgen, efter at selskabet efter børslukketid onsdag afleverede sit årsregnskab for 2021.

Det sker i et generelt nervøst marked, der først blev løftet onsdag aften af et referat fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, uden ubehagelige overraskelser, men siden blev sendt den anden vej af en russisk melding om, at russisk-støttede oprørere var blevet angrebet i Ukraine.

Siden har Ukraine fra officielt hold afvist, at der skulle være sandhed i den påstand, og det har igen skabt lidt mildere stemning. Men usikkerheden lurer.

- Markederne var urolige i går, da et lidt mere dueagtigt signal fra Federal Reserve løftede aktierne, men kun for at aktierne blev trykket her til morgen, da nervøsiteten for et russisk angreb på Ukraine tog til, skriver Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank, i en morgenkommentar.

C25-indekset stiger efter godt ti minutters handel med 0,8 pct. til 1751,80 efter sit fald på 0,2 pct. onsdag.

GENMAB FÅR OPMÆRKSOMHED EFTER REGNSKAB

Blandt enkeltaktierne herhjemme falder store dele af rampelyset på Genmab, der efter børslukketid onsdag afleverede regnskab for fjerde kvartal og hele 2021.

Det viste bedre end ventede takter, og for 2022 ser prognosen for omsætningen også fornuftig ud.

Til gengæld ser den ventede indtjening trykket ud, fordi Genmab accelererer forskning- og udviklingsaktiviteterne, hvilket medfører store omkostninger.

- Den gode årsafslutning er positiv, og der er elementer i prognosen for toplinjen, der er rigtig positiv. Men så er der også omkostningsbasen, der igen er højere end ventet. Det gør så, at analytikerne skal tage toppen af deres indtjeningsestimater for 2022, og det kan alt andet lige sætte aktien under pres, siger Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker hos Sydbank, til MarketWire.

For 2022 venter Genmab en omsætning på 10,8-12 mia. kr. og et driftsoverskud på 3,0-4,8 mia. kr. Prognosen varsler dermed markant vækst fra 2021, hvor Genmab havde en toplinje på lige under 8,5 mia. kr. og leverede et driftsresultat på 3018 mio. kr.

Analytikerne havde på forhånd ventet en omsætning på 11,2 mia. kr. i år og et driftsoverskud på 4,6 mia. kr.

Investorerne tillægger den positive del af regnskabet mest vægt, og aktien stiger fra start 1,8 pct. til 2270 kr.

ØRSTED FÅR LØFTET ANBEFALING HOS NORSK FINANSHUS

Energiselskabet Ørsted, som stiger med 1,9 pct. til 683,40 kr. og er øverst i C25, har fået løftet sin anbefaling hos norske Fearnley Securities til "køb" fra tidligere "hold".

Det fremgår af data fra Bloomberg News.

Derudover er der også flere mindre analyseændringer i spil.

Blandt andet har Danske Bank fået løftet sit kursmål til 117 kr. fra 111 kr. af franske BNP Paribas Exane.

Anbefalingen er dog fortsat i negativt terræn på "underperform", fremgår det af Bloomberg News.

Bankaktien falder med 0,2 pct. til 130,20 kr. fra start torsdag.

Vindmølleproducenten Vestas, som stiger med 0,1 pct. til 172,55 kr., har fået kursmålet hos svenske Carnegie skruet ned til 145 kr. fra 165 kr. Anbefalingen er fortsat "sælg", fremgår det af Bloomberg News.

Endelig har Goldman Sachs skåret en del af kursmålet for softwareselskabet Simcorp, som tirsdag afleverede sit årsregnskab for 2021.

Kursmålet er sænket til 840 kr. fra 970 kr., men anbefalingen er dog stadig "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.

Simcorp stiger med 0,7 pct. til 600,60 kr. i torsdagens tidlige handel.

.\\˙ MarketWire