Aktier/middag: Genmab i C25-top efter opløftende salgsprognose
17/2 11:35
Genmab har torsdag lagt sig i spidsen af C25-indekset efter et bedre end ventet regnskab for fjerde kvartal og opløftende salgsprognoser for i år.
Generelt er stemningen på det danske aktiemarked positiv med en C25-fremgang på 0,6 pct. i 1748,21, hvor også Mærsks B-aktie blander sig i topstriden med et plus på 1,9 pct. til 23.620 kr.
- Vi har vinterferie og en omsætning på markedet derefter. Vi har fået flere fornuftige regnskaber i Europa fra blandt andet Airbus og Commerzbank, men vi har fortsat uroen omkring Ukraine og Rusland hængende over hovedet, siger afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen fra Sydbank til MarketWire.
I Europa er stemningen lidt mere mismodig med et fald til det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks på 0,2 pct., hvor aktier og renter ifølge afdelingsdirektøren er kørt lidt ned efter meldinger om skyderier i nat i Ukraine.
GENMAB FÅR OPMÆRKSOMHED EFTER REGNSKAB
Genmab-aktien ligger med et plus på 2,8 pct. i 2292 kr. i spidsen af C25-indekset efter et regnskab, hvor især salgsprognosen skaber glæde blandt analytikerne.
Midtpunktet for prognosen for Genmabs omsætning samt for salget af Darzalex ligger begge over analytikernes forventning.
Til gengæld ser den ventede indtjening påvirket af, at Genmab accelererer forskning- og udviklingsaktiviteterne, hvilket medfører store omkostninger.
- De højere forventninger til driftsomkostningerne bliver modtaget positivt på markedet, da der er investeringer i fremtiden, pointerer Ole Kjær Jensen.
ØRSTED FÅR LØFTET ANBEFALING HOS NORSK FINANSHUS
Energiselskabet Ørsted, som stiger med 1,7 pct. til 682 kr., har fået løftet sin anbefaling hos norske Fearnley Securities til "køb" fra tidligere "hold".
Yderligere har den tyske Ørsted-konkurrent RWE løftet sine indtjeningsforventninger til 2022.
Derudover er der også flere mindre analyseændringer i spil.
Blandt andet har Danske Bank fået løftet sit kursmål til 117 kr. fra 111 kr. af franske BNP Paribas Exane.
Anbefalingen er dog fortsat i negativt terræn på "underperform", fremgår det af Bloomberg News.
Bankaktien falder med 0,8 pct. til 139,40 kr.
Nordea, som taber 1,1 pct. til 76,15 kr., er torsdag i ilden med meldinger fra bankens virtuelle kapitalmarkedsdag.
Vindmølleproducenten Vestas, som stiger med 0,1 pct. til 172,55 kr., har fået kursmålet hos svenske Carnegie skruet ned til 145 kr. fra 165 kr. Anbefalingen er fortsat "sælg", fremgår det af Bloomberg News.
Endelig har Goldman Sachs skåret en del af kursmålet for softwareselskabet Simcorp, som tirsdag afleverede sit årsregnskab for 2021.
Kursmålet er sænket til 840 kr. fra 970 kr., men anbefalingen er dog stadig "køb", fremgår det af data fra Bloomberg News.
Simcorp stiger med 0,2 pct. til 598 kr.
SAS FORTSAT I SKAMMEKROGEN
Luftfartsselskabet SAS er fortsat under pres torsdag med et fald på 1,0 pct. til 0,8842 kr., efter at selskabets aktie onsdag tabte små 20 pct. på børsen oven på en kritisk analyse fra norske DNB.
Banken nævnte ordet konkurs som en reel risiko i analysen - hvis det ikke lykkes SAS at få polstret kassen yderligere snart.
.\\˙ MarketWire