Aktier/tendens: Mindre stigninger i vente - måske også for SAS
18/2 08:28

Der er lagt op til mindre stigninger på det danske aktiemarked fredag, hvis indikationerne fra udlandet står til troende. Om det også kommer til at gælde for SAS står hen i det uvisse, men de foregående dages kraftige kursfald kan måske få lidt købere frem, efter dagens regnskab fra konkurrenten Norwegian har vist positive tendenser.
Det brede amerikanske S&P 500-indeks faldt torsdag 2,1 pct., og godt halvdelen af faldet kom efter det danske markeds lukketid. Igen var det frygt for en russisk invasion af Ukraine, der fik investorerne til at krybe i sikkerhed i obligationer og andre traditionelt sikre placeringer.
Frygten for en russisk invasion er dog aftaget en smule fredag morgen, efter at den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har accepteret en invitation til at mødes med sin russiske kollega, Sergei Lavrov, i næste uge.
Det har sendt de store amerikanske indeksfutures op, så de ved 7.30-tiden indikerer stigninger på 0,5-0,6 pct., når New York-markederne åbner senere på dagen.
De asiatiske aktier startede fredagen med store kursfald, men stigningen i de amerikanske aktiefutures har reduceret faldene markant og for nogle indeks' vedkommende direkte sendt dem i plus.
Den tyske DAX-future indikerer en stigning på børsen i Frankfurt på omkring 0,2-0,3 pct., når det tyske topindeks åbner.
Det danske eliteindeks, C25, lukkede torsdag med et fald på 1,1 pct. til 1719,43..
SAS har været i kraftigt stormvejr på børsen onsdag og torsdag i denne uge, og det lige inden luftfartsselskabet afleverer regnskab for første kvartal 2021/22 tirsdag i næste uge.
Baggrunden er det norske finanshus DNB, der onsdag offentliggjorde en analyse, hvor der blev luftet risiko for konkurs, hvis ikke SAS får polstret kassen yderligere.
Luftfartsbranchen er generelt stadig hårdt presset efter coronakrisen, der har gjort ondt på grund af de utallige omfattende nedlukninger og rejserestriktioner. Fredag har den ligeledes hårdt udfordrede kollega Norwegian præsenteret et bedre regnskab end ventet.
SAS faldt torsdag 5,5 pct. til 0,84 kr. Dermed har aktien mistet en fjerdedel af værdien på blot to dage.
Transportgiganten Mærsk forudser, at en truende arbejdskonflikt i USA kan sætte endnu en prop i verdenshandlen – netop som det begynder at løsne op. Topchef Søren Skou siger ifølge Jyllandsposten, at hvis det ender i strejke, lukker hele transportsystemet i USA.
A.P. Møller-Mærsk har haft solid medvind over det seneste år på grund af flaskehalse, som har presset fragtpriserne markant op.
Mærsk B lukkede torsdag i 23.370 kr. efter en stigning på 0,8 pct.
Medicinalselskabet Genmab har fået sænket sit kursmål hos Deutsche Bank efter selskabets regnskab for fjerde kvartal tidligere på ugen.
Kursmålet er sænket til 3000 kr. fra 3250 kr., men den positive anbefaling "køb" står stadig ved magt. Kursmålet indikerer da også fortsat et potentiale på tæt på 40 pct. sammenlignet med torsdagens lukkekurs.
Genmab faldt 3,2 pct. til slutkursen 2157 kr.
.\\˙ MarketWire