ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Krigsfrygt dominerede igen - hård medfart til tech - NY

21/2 06:32

De amerikanske aktier fortsatte den negative udvikling fredag efter torsdagens tunge fald.

Mandag morgen ser investorerne lidt lysere på fremtiden. De store indeksfutures indikerer stigninger på 0,5-0,6 pct. Markedet i New York er dog lukket mandag for den amerikanske helligdag President's Day.

Det var fredag fortsat frygten for, at Rusland med sin tusindvis af opmarcherede soldater vil angribe Ukraine, der pressede aktierne. Det var blandt andet meldinger om en større eksplosion i Donetsk, som kontrolleres af russiske separatister, der lagde fornyet pres på indeksene.

Det brede S&P 500-indeks faldt 0,7 pct., mens Dow Jones også mistede 0,7 pct., og Nasdaq smed 1,2 pct.

Torsdag faldt S&P 500 også 2,1 pct., og indekset har nu tabt 8,8 pct. i år.

- Selv om der har været nogle rapporter om en deeskalering af spændingerne, har intet fundamentalt, der kan forhindre investorerne i fortsat at være bange, ændret sig, kommenterer Fawad Razaqzada, analytiker hos Thinkmarkets, ifølge Bloomberg News.

Et lille glimt af håb i mørket var imidlertid, at udenrigsministrene fra USA og Rusland, Anthony Blinken og Sergie Lavrov, torsdag aften blev enige om et møde i næste uge.

- Selv om vi advares om, at en russisk invasion er sandsynlig, så bringer mødet dog håb om, at intet vil ske før det, hvilket bringer nogen stabilitet til markedet, mener Craig Erlam, senioranalytiker hos Oanda.

Fredag var der også store optionsudløb i USA, hvilket alt andet lige øgede volatiliteten, da investorer skulle afregne deres positioner og eventuelt tage nye for fremtiden.

DEFENSIVT KLAREDE SIG BEDST

Ligesom torsdag var det igen de mere defensive sektorer, som klarede sig bedst med begrænset stigning til dagligvarer på o,1 pct. , mens finans kun bakkede 0,1 pct. trods faldende renter.

I den anden ende led de teknologitunge vækstsektorer derimod igen. It mistede 1,0 pct., mens kommunikationsservice bakkede 0,9 pct. Cyklisk forbrug tabte også 0,7 pct.

I S&P 500-indekset var der rødt ud for langt de fleste store selskabsnavne.

Chipkæmpen Nvidia trak ned med et fald på 3,5 pct. I ugens første tre dage steg aktien ellers 11 pct., indtil selskabet onsdag aften med sit kvartalsregnskab ikke kunne leve op til de opskruede forventninger. Aktien smed også 7,6 pct. torsdag.

Konkurrenten Intel bakkede også 5,3 pct. fredag på baggrund af skeptiske analyser fra finanshuset Bernstein og Raymond James efter en kapitalmarkedsdag.

Tesla faldt ligeledes fredag med 2,2 pct., mens Amazon mistede 1,3 pct. Apple trak mest ned i indekset med et minus på 0,9 pct., mens Microsoft også tabte 1,0 pct.

Et af de få lyspunkter blandt teknologisektoren er netværksproducenten Cisco, der for anden dag efter sine kvartalstal, steg med 2,6 pct. Bilkæmpen Ford vandt også frem med 2,9 pct., da topchef Jim Farley ifølge Bloomberg News overvejer at drive forretningen for elektriske køretøjer mere separat.

Lavpriskæden Dollar Tree vandt desuden frem med 5,2 pct. og toppede indekset på dagen, hvor selskabet annoncerede formand Bob Sassers afgang.

UDFORDRENDE FORSYNINGSKÆDER

General Electric, GE, faldt omvendt med 5,9 pct., da selskabet i et brev til investorerne har advaret om fortsatte forstyrrelser af forsyningskæderne.

Regnskabssæsonen er ved at gå på hæld. Fredagens største navn i den forbindelse var dog verdens største producent af landbrugsmaskiner, Deere & Co., der faldt 3,0 pct., selv om koncernen opjusterede sine forventninger.

Så gik det imidlertid værre for Roku, der producerer elektronik til at streame lyd og video fra internettet. Selskabets aktie mistede 22,3 pct., da finansdirektøren i forbindelse med regnskabet advarede om fortsatte problemer med leverancen af komponenter.

- Vi har set dette vare ved ind i 2022 og venter længere tid, hvor tv-markedet vil være nede på år-til-år basis, sagde Steve Louden, på en telekonference torsdag, ifølge Bloomberg News.

Bettingselskabet Draftkings bakkede også 21,6 pct., da selskabets prognose og kundevækst skuffede investorerne.

Burgerkæden Shake Shack var tillige ramt af den fortsat lavere rejseaktivitet på grund af pandemien, og en svag salsprognose blev straffet med et minus på 4,1 pct.

.\\˙ MarketWire