ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Minusdag trods plusser til Royal Unibrew og Ørsted

23/2 17:09

Løftet anbefaling af Royal Unibrew og topchefens storindkøb af selskabets aktier i Pandora trak onsdag de to aktier mod toppen i det danske C25-indeks, hvor bryggeriaktien og smykkeaktien bidrog til at holde det samlede indeks i plus det meste af handelsdagen.

Men hen mod dansk lukketid fik de mere negative vinde overtaget på de vestlige aktiemarkeder, da Ukraine ifølge Bloomberg News meldte om it-angreb på flere af landets regerings- og bankhjemmesider, og indekset lukkede i 1651,42 eller 0,6 pct. lavere end lukkeniveauet tirsdag tynget af fald i ikke mindst Mærsk.

- Det er et forvirret marked i øjeblikket, og hvis der er noget aktiemarkedet ikke kan lide, så er det usikkerhed. Det er så skrøbeligt i øjeblikket, at der skal bare være et par stykker, der løber mod udgangen, og så er der flere, der løber med. Og det samme med vejen ind, næsten sukker Lars Hytting , der er chef for aktiehandel i Artha Kapital, til MarketWire.

Spændingerne i det østlige Ukraine og mellem Rusland og Vesten er den altdominerende faktor i aktiemarkederne, hvor der i de tidlige handlestimer var lettelse over, at Vestens sanktioner mod Rusland syntes mildere end ventet. På den baggrund lagde også børserne i New York ud med plusser onsdag eftermiddag. Men også her er stemningen siden vendt i negativ retning.

ANBEFALER "KØB" AF ROYAL UNIBBREW

Blandt eliteaktierne i C25 steg Royal Unibrew 1,0 pct. til 723,20 kr.

Norske DNB har løftet sin anbefaling af aktien "køb" fra "hold" og hævet kursmålet til 890 kr. fra 860 kr. Det fremgår af et notat fra banken op til årsregnskabet tirsdag i næste uge. DNB skriver i analysen, at Unibrew ventes at slutte 2021 stærkt på trods af omikron og corona-restriktioner.

Helt i indekstoppen var Novozymes med et plus på 1,2 pct. til 397 kr. og Coloplast, der steg 1,1 pct. til 929 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

TOPCHEFER KØBER AKTIER

Pandora-aktien steg 0,9 pct. til 716,40 kr. hjulpet af oplysningen om, at topchefen, Alexander Lacik, har købt 13.350 aktier for tæt på 9,5 mio. kr., svarende til en gennemsnitlig stykpris på 711,56 kr., i den danske smykkeproducent.

Mere beskedent har topchefen i FLSmidth, Mikko Keto, købt 500 aktier i ingeniørselskabet til en gennemsnitlig pris på 199,65 kr. per aktie eller for lige under 100.000 kr. FLSmidth faldt 1,7 pct. til 198,20 kr.

Hos Ørsted købte bestyrelsesformanden, Thomas Thune Andersen, 450 aktier i selskabet for samlet 301.950 kr. Samtidig fik energiselskabet sænket sit kursmål med 10 pct. til 900 kr. af amerikanske Morgan Stanley. Men anbefalingen er stadig "overvægt".

Den samlede reaktion i aktiemarkedet var et plus til Ørsted på 0,9 pct. til 665 kr.

Omvendt fik Jyske Bank et rygklap fra SEB, der har løftet anbefalingen til "hold" fra "sælg" og sat kursmålet op med 4 pct. til 421 kr. Bankaktien sluttede uændret i 379,40 kr.

Nederst i indekset havnede de to Mærsk-aktier. A-aktien faldt 3,1 pct. til 20.820 kr.

NKT SKUFFER MED 2022-PROGNOSE

Blandt sideselskaberne trak NKT fokus oven på sit årsregnskab, der skuffer målt på 2022-forventningerne til driften i kabelforretningen.

NKT spiller ud med en forventning om en omsætning i kabelforretningen i standard metalpriser på 1,35-1,45 mia. euro og et operationelt driftsresultat, EBITDA, på 130-155 mio. euro.

Til sammenligning havde analytikere estimeret en omsætning på 1441 mio. euro og et operationelt EBITDA på 159 mio. euro.

Også resultatet i fjerde kvartal af 2021 er lavere end ventet. Her fik kabelforretningen et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 13,7 mio. euro. Analytikerne havde til sammenligning regnet med et plus på 18,7 mio. euro.

NKT-aktien dykkede 10,1 pct. til 241 kr.

Den fynske plastvirksomhed SP Group fremlagde regnskab for 2021 med rekord for omsætningen, driftsindtjeningen og overskuddet før skat på 258 mio. kr. mod 194 mio. kr. året før. Aktien lukkede 3,8 pct. højere i 357 kr.

Også Glunz & Jensen kom med regnskab, hvor den grafiske virksomhed justerer sine forventninger til regnskabsåret 2021/22 opad efter en positiv udvikling i tredje kvartal af det forskudte regnskabsår. Aktien steg 10,8 pct. til 72 kr.

Drilling, der steg 1,2 pct. til 270,20 kr., fik fået nyt fra konkurrenten Transocean, der tirsdag præsenterede årsregnskab. Her fremgik det, at Transocean ser et stigende antal forretningsmuligheder på grund af de høje energipriser.

.\\˙ MarketWire