USA/middag: Positiv start vendt til fald - Tesla igen ramt
23/2 18:15
De nervøse amerikanske aktiemarkeder har onsdag vendt en positiv start til kursfald efter nyheden om, at ukrainske regeringshjemmesider er blevet udsat for cyberangreb.
Den spændte situation i Ukraine, hvor Rusland de facto atter har invaderet landet, fylder fortsat det meste af nyhedsbilledet.
Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, taber kl. 12.05, lokal tid i New York, 0,3 pct., men indekset var ellers åbnet op med et plus på 0,9 pct. Tirsdag lukkede S&P 500 officielt i korrektionsniveau med et tab over 10 pct. siden den seneste rekord sat i starten af januar.
Dow Jones smider onsdag desuden 0,1 pct., mens Nasdaq mister 0,5 pct.
FRYGTER VÆBNET KONFLIKT
Mandag spidsede situationen omkring Ukraine til, da Rusland anerkendte to oprørsenklaver, der i Øst-Ukraine kontrolleres af russiske separatister.
Efterfølgende beordrede Ruslands præsident, Vladimir Putin, også indsættelsen af såkaldte fredsbevarende russiske styrker i de to regioner, hvilket potentielt rykker frontlinjen, så russiske soldater vil stå det tættere på det ukrainske militær, og det har øget frygten for en væbnet konflikt.
Vesten med USA og EU i spidsen har svaret igen med sanktioner mod Rusland. Blandt andet er godkendelsen af gasledningen Nord Stream 2 fra Rusland suspenderet af Tyskland, mens USA har indført sanktioner mod flere russiske statsbanker.
Aktiemarkederne har dog relativt set holdt niveauet.
- Indtil vi ser støvler på jorden, ser vi måske ikke den reaktion, som vi nok havde ventet, siger Brian O'Reilley, chefstrateg hos Mediolanum Asset Management, til The Wall Street Journal med henvisning til en reel russisk invasion med militære styrker.
- Vi er i en vent-og-se situation, mens vi ser, hvordan det her udvikler sig.
En analyse fra den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs pegede tirsdag på, at S&P 500-indekset da også kan falde yderligere 6 pct., hvis der opstår en væbnet konflikt i Ukraine.
Investorerne bekymrer sig dog ikke kun om udviklingen i Ukraine, men skal samtidig forholde sig til den høje inflation og til udsigten til muligvis seks eller syv renteløft fra landets centralbank i 2022.
OLIE TIL 100 DOLLAR
I S&P 500 topper energiaktierne med et plus på 1,0 pct., da olieprisen nærmer sig 100 dollar per tønde. Defensive sektorer som sundhed og fast ejendom vinder også 0,2-0,6 pct.
I den anden ende har cyklisk forbrug for anden dag i rap det sværest med et minus på 0,9 pct., da Tesla igen trækker tungt ned og smider 3,3 pct., mens Amazon falder 1,2 pct. Elbilproducenten har nu mistet 14 pct. de seneste fire handelsdage.
I samme sektor mister byggemarkedskæden Home Depot 1,4 pct. Aktien tabte også 8,9 pct. tirsdag efter et skuffende kvartalsregnskab. Konkurrenten Lowe's, som onsdag har lagt sine tal frem vinder derimod 3,3 pct. efter bedre salg end ventet og en opjustering.
Kommunikationsservice mister desuden 0,5 pct., trukket ned af Comcast, som falder 4,1 pct., da investeringsbanken Exane BNP Paribas har sænket sin anbefaling til "neutral".
Den vigtige it-sektor bakker mere beskedne 0,1 pct. Her falder Apple med 0,2 pct., mens Microsoft mister 0,1 pct.
FALDET 70 PCT.
I S&P 500 ligger vaccineproducenten Moderna i bunden med et minus på 5,1 pct. Selskabet, kendt for sit skud mod covid-19, falder på nervøsitet før sine regnskabstal. Aktien har nu mistet mere end 70 pct. siden sin rekordnotering i august.
TJX Cos, der ejer en række lavprisbutikker, klarer sig bedre og mister blot 0,5 pct., selv om tallene fra fjerde kvartal skuffede, da omikron har i perioden presset salget, mens omkostningerne ligeledes har været højere end ventet.
Uden for det toneangivende indeks har Rackspace det hårdt, da aktien mister 18,3 pct. Softwareselskabet klarede sig bedre end ventet i fjerde kvartal, men prognosen for første skuffer både på top og bund.
Derimod vinder Tenneco, der producerer reservedelen til bilindustrien, hele 93,7 pct, da selskabet har accepteret et bud fra kapitalfonden Apollo på 1,6 mia. dollar.
.\\˙ MarketWire