Cbrain efter rekordår: Ser vækst på 20-25 pct. i 2022
24/2 09:54
Cbrain, som tilbyder software til offentlig digitalisering, kan gøre status for et 2021, som bød på stor fremgang i både omsætning og indtjening.
Omsætningen voksede med 29 pct. til 155 mio. kr. fra 120 mio. kr. i 2020. Størstedelen af væksten er opnået gennem øget salg af softwareabonnementer, i form af cloud services, samt øget salg af softwareslicenser.
Væksten på toplinjen slår også igennem på indtjeningen, idet resultatet før skat steg med 94 pct. til 39 mio. kr. Dermed kan selskabet opgøre indtjeningsmarginen til 25 pct. i 2021.
- Cbrain glæder sig over det hidtil bedste regnskab i selskabets historie, med fortsat fremgang i både Danmark og i udlandet. Samtidig har Cbrain taget en række vigtige skridt som leverandør af software, der understøtter den globale kamp mod klimaforandringer, skriver selskabet i regnskabet.
Cbrains bestyrelses indstiller til generalforsamlingen, at udbyttet hæves med 21 pct. til 0,17 kr. per aktie fra 0,14 kr. per aktie sidste år.
For 2022 spiller Cbrain ud med en forventning om en omsætningsvækst på 20-25 pct. og en indtjeningsmargin før skat på 15-20 pct.
Selskabet noterer, at der er "en betydelig usikkerhed tilknyttet forventningerne", men at det har en solid pipeline i form af ordrer og opgaver.
- Men omsætningsvæksten er påvirket af, hvor hurtigt de enkelte projekter bliver leveret, fordi både vækst af softwareabonnementer og licenssalg afhænger af, hvor hurtigt kunderne går i drift, skriver Cbrain.
Timingen af idriftsættelsen kan påvirke forventningerne til vækst i både en positiv eller negativ retning, fremhæves det.
- Hertil kommer, at Cbrain i 2022 flytter i nyt domicil, hvilket forventes at påvirke indtjeningen negativt som følge af engangsomkostninger i forbindelse med flytningen, tilføjer selskabet.
Tabel for Cbrains årsregnskab for 2021:
Mio. kr. | FY 2021 | FY 2020 |
Omsætning | 154,7 | 120,1 |
EBIT | 38,7 | 20,8 |
Resultat før skat | 39,0 | 20,1 |
Nettoresultat | 31,0 | 15,5 |
Udbytte per aktie | 0,17 | 0,14 |
Cbrains forventninger til 2022:
i Pct. | Ved FY 2021 | |
Omsætningsvækst | 20-25 | |
Margin - resultat før skat | 15-20 | |
.\\˙ MarketWire