ISS/CEO: Vi er foran på frasalg og langsigtede mål
24/2 11:12
Da ISS-topchefen, Jacob Aarup-Andersen, i efteråret 2020 satte sig i direktørstolen hos den danske servicekæmpe, blev der i samme ombæring lanceret en ny strategi, der skulle vende skuden til plus fra minus.
Nu er der sat punktum for første fulde regnskabsår med Jacob Aarup-Andersen ved roret, og ISS er foran på sin strategi OneISS.
- Vi er et godt stykke foran planen, og vi har næsten fået gennemført alle de frasalg, vi skulle lave. Vi erklærer også i dag, at nu er frasalgsprocessen stort set ved at være færdig. Der er nogle få aktiver tilbage, og det er et år tidligere end beregnet. Så det er gået stærkt, siger Jacob Aarup-Andersen til MarketWire i forbindelse med selskabets årsregnskab torsdag morgen.
- Vi kan også se med de tal, vi leverer i dag, at vi skal nok levere på de turnaround-målsætninger, vi gav i sin tid. Når man først får momentum i den slags processer, så går det ofte hurtigere, end man lige tror, lyder det videre.
ISS' langsigtede målsætninger inkluderer en driftsmargin på over 4 pct. ved udgangen af 2022 og et samlet frasalg for 2 mia. kr. af aktiviteter, der ligger uden for kernemarkederne.
I 2021 leverede ISS en driftsmargin før andre poster på 2,5 pct. og 3,4 pct. i andet halvår af 2021. Til sammenligningen lød marginen på negative 4,5 pct. i 2020. Samtidig kan ISS oplyse i dagens regnskab, at der nu er blevet frasolgt aktiviteter for 1,8 mia. kr.
- Vi har arbejdet benhårdt på den her turnaround, siden vi kom ind som ny ledelse i 2020, hvor vi havde et milliardtab, lyder det fra Jacob Aarup-Andersen.
CHILE REAKTIVERET
I regnskabet skriver ISS, at frasalgsprogrammet er blevet "revurderet og reduceret".
Det skyldes ifølge Jacob Aarup-Andersen, at salgskiltet ud for ISS' chilenske aktiviteter nu bliver fjernet igen.
- Vi har valgt at pille nogle aktiver ud af det oprindelige program. Det gør så ISS større, end vi oprindeligt havde planlagt. Det er positivt for aktionærerne, da vi samtidig kommer til at få det samme ind i salgssummer. Det betyder jo, at vi har fået højere priser end ventet for vores frasalg, siger ISS-chefen
- Den store bevægelse er, at Chile kommer tilbage i porteføljen og ikke længere er til salg. Chile er et godt aktiv og bliver en del af 'Americas'-regionen sammen med USA og Mexico. Der ser vi nogle synergier. Det er en rigtig flot udvikling det seneste år, der gør, at vi nu beholder landet, siger han videre.
Det betyder, at ISS nu mangler at frasælge aktiviteter i Taiwan, Portugal, Rusland og Brunei.
.\\˙ MarketWire