Aktier/middag: Markedet fortsætter blødning efter russisk invasion
24/2 12:01
De danske aktier falder tungt torsdag, efter at Rusland henover natten officielt har indledt en invasion af Ukraine.
C25-indekset falder 3,7 pct. til 1590,44 midt på dagen, og dermed er indekset fortsat dybt i rødt, selv om der er blevet samlet en anelse op siden det helt store dyk ved åbningen på over 5 pct.
Over hele kloden er billedet det samme, og de store europæiske indeks sendes i knæ med omkring 3 pct.
I USA falder futures for de tre store indeks omkring 2 pct.
- Det, vi ser, er en forlængelse af det, vi allerede så, inden markedet åbnede herhjemme. Nervøsiteten er stor, og det påvirker især de russiske områder og de russiske indeks. Vi ser det også i europæiske indeks og amerikanske futures, siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef hos Formuepleje, til MarketWire.
Risikoappetitten er begrænset, nervøsiteten er høj, og man søger ud af risikoaktiver og over i de mere sikre aktiver som statsobligationer og dollar, fortsætter han.
Det russiske MOEX-indeks falder godt 28 pct.
Natten til torsdag oplyste Ruslands præsident, Vladimir Putin, at han indledte en militær operation med fokus på at befri befolkningen i Donbass-regionen fra undertrykkelse.
Siden har der været talrige meldinger om kamphandlinger og eksplosioner fra en række medier verden over, og Ukraine er officielt gået i undtagelsestilstand. Der er også allerede meldt om de første dødsfald.
Kun Ørsted holder indtil videre snuden oven vande i det danske indeks og stiger 1,9 pct. til 677,60 kr.
- Markedet sidder og venter på, hvad reaktionsmønstret bliver, og i forhold til energi er Europa i meget høj grad afhængig af Rusland. En forstyrrelse af de linjer, der er i øjeblikket, vil kunne føre til yderligere prisstigninger på energi, og derfor er der fokus på energiselskaber, siger Otto Friedrichsen.
ISS I FOKUS MED ÅRSREGNSKAB
Bag det altoverskyggende tema for dagen gemmer der sig også selskabsspecifikke nyheder.
Det drejer sig blandt andet om serviceselskabet ISS, der har afleveret årsregnskab for 2021.
Det pegede på højere vækst end ventet i andet halvår, hvor driften omvendt skuffede en anelse. Selskabets forventninger til 2022 anses af Sydbank som værende forsigtige.
For hele 2021 endte ISS med en organisk vækst på 2 pct., og den ventes accelereret i 2022, hvor selskabet sigter efter en vækst på "over" 2 pct.
Driftsmarginen, der sidste år endte på 2,5 pct., ventes samtidig øget til "over" 3,5 pct.
ISS-aktien falder torsdag 9 pct. til 117,90 kr. - og dermed noget mere end markedet generelt.
CARLSBERG LUKKER PRODUKTION - DSV HJEMSENDER ANSATTE
Situationen i Ukraine rammer også Carlsberg, der har lukket to af sine tre bryggerier i Ukraine.
- Vi har her til morgen gennemført flere initiativer i Ukraine med det formål at tage vare på vores medarbejderes sikkerhed i landet, oplyser bryggeriets presseansvarlige, Nina Brønden Jakobsen, i en skriftlig kommentar til MarketWire.
Aktien falder 3,7 pct. til 963,20 kr.
DSV har i øvrigt - ifølge erhvervsmediet Finans - hjemsendt alle sine omtrent 230 medarbejdere i Ukraine og givet dem to måneders løn.
DSV-aktien falder med 5,4 pct. til 1105 kr.
ORPHAZYME DYKKER PÅ NEGATIVT NYT FRA EMA
Aktierne i Orphazyme falder 31,8 pct. til 9,40 kr., efter at biotekselskabet onsdag aften oplyste, at det havde modtaget en negativ tilbagemelding fra de europæiske sundhedsmyndigheder.
Det er European Medicines Agencys, EMA's, ekspertkomite, der har givet Orphazyme besked om, at lægemiddelkandidaten Arimoclomol til behandling af den sjældne stofskiftesygdom Niemann-Pick type C formentlig ikke for nærværende står til at blive godkendt til markedsføring.
Det oplyste Orphazyme i en fondsbørsmeddelelse.
CBRAIN SER VÆKST
Blandt sidepapirerne har Cbrain torsdag offentliggjort et rekordregnskab, hvor selskabet samtidig spår vækst i omsætningen på 20-25 pct. i 2022.
Omsætningen voksede med 29 pct. til 155 mio. kr. fra 120 mio. kr. i 2020. Størstedelen af væksten er opnået gennem øget salg af softwareabonnementer og softwareslicenser.
Aktien falder 5,5 pct. til 189,20 kr.
Også Danske Andelskassers Bank har torsdag offentliggjort regnskab, og senere på dagen ventes Møns Bank og Hvidbjerg Bank at komme på banen med tal.
EN RÆKKE KURSMÅLSÆNDRINGER
NKT har i øvrigt fået sænket sit kursmål til 320 kr. fra 345 kr. hos Credit Suisse, der ifølge data fra Bloomberg News fastholder den positive anbefaling "outperform".
Aktien falder 3,8 pct. til 231,80 kr.
FLSmidth har fået sænket sit kursmål til 230 kr. fra 250 kr. hos selvsamme Credit Suisse, der fastholder anbefalingen "neutral".
Aktien falder 6,9 pct. til 183,95 kr.
Jyske Bank får løftet kurmålet af JP Morgan til 385 kr. fra 310 kr. Anbefalingen er uændret "neutral". Det fremgår af data fra Bloomberg.
Aktien falder 5,8 pct. til 357,70 kr.
.\\˙ MarketWire