USA/tendens: Futures følger verdens aktiemarkeder ned efter invasion
24/2 14:55
Over det meste af verden er aktiemarkederne dybt i rødt, og den udvikling ser også ud til at blive gældende for USA, når der åbnes for handel om under en time.
Den russiske invasion af Ukraine, der er sket henover natten, har sendt chokbølger gennem markedet, hvor nervøse investorer trækker sig og forlader risikoaktiver.
Det teknologitunge Nasdaq-indeks står til at falde mest med 3 pct., mens futuren for både det brede S&P 500-indeks og Dow Jones falder 2,4 pct.
Natten til torsdag oplyste Ruslands præsident, Vladimir Putin, at han indledte en militær operation i Ukraine. Siden da har der været talrige meldinger om kamphandlinger og eksplosioner fra en række medier verden over, og Ukraine er officielt gået i undtagelsestilstand. Der er også allerede meldt om dødsfald.
Senere i dag ventes både EU og USA at komme med et modsvar i form af sanktioner.
INVASION SENDER INVESTORER UD AF RISIKO
Dermed er der nok at jonglere med for investorerne, der endnu engang må se inflationsfrygten og kommende rentestigninger trække en anelse i baggrunden, mens situationen i Ukraine tager de store overskrifter.
- Jeg tror ikke, at mange investorer har prøvet at skulle håndtere kombinationen af stigende inflation, som sidst blev set først i 80'erne, kombineret med en fuld-skala-militær operation i Europa, hvilket vi også sidst så under anden verdenskrig, siger Neil Wilson, chefanalytiker for Markets.com, ifølge Reuters.
- Det skubber til tilliden. Det her er ukendt territorium for rigtige mange mennesker, lyder det videre.
Onsdag tabte det brede S&P 500-indeks 1,8 pct., selv om indekset ellers var åbnet med et plus på 0,9 pct. Allerede tirsdag lukkede S&P 500 officielt i korrektionsniveau med et tab over 10 pct. siden den seneste rekord sat i starten af januar.
Dow Jones tabte onsdag 1,4 pct., og Nasdaq mistede mest med hele 2,6 pct.
Torsdag er der også rødt over hele linjen på de europæiske markeder, hvor det paneuropæiske Stoxx 600-indeks smider 3,8 pct.
Hårdest ramt er de russiske aktier, der målt på MOEX-indekset falder 34,9 pct., mens markedet fortsat venter på klarhed om den næste bølge af sanktioner, der ventes at ramme landet.
REGNSKAB FRA MODERNA OG BRYGGERI
Selvom situationen i Ukraine tager det meste af opmærksomheden torsdag, har dagen også budt på regnskaber.
Vaccineproducenten Moderna så sit salg af coronavacciner overgå analytikernes forventninger i fjerde kvartal. Omsætningen for vaccinesalget endte på 6,94 mia. dollar mod ventede 6,69 mia. dollar ifølge et estimat fra Bloomberg News.
Den samlede omsætningen for medicinalselskabet endte da også over forventningerne - på 7,21 mia. dollar mod ventede 6,9 mia. dollar.
Den justerede indtjening landede på 11,29 dollar mod et tab i fjerde kvartal 2020 på 69 cent per aktie. Også her gik det bedre end ventet, da analytikerne havde sat næsen op efter en justeret indtjening per aktie på 10,17 dollar.
Omkostningerne i kvartalet var på 1,8 mia. dollar mod ventede 1,41 mia. dollar.
I forbindelse med regnskabet varsler Moderna et aktietilbagekøbsprogram på 3 mia. dollar.
Aktien falder 3,5 pct. i formarkedet.
Også AB Inbev, der er verdens største bryggerikoncern, kom bedre ud af fjerde kvartal sidste år end ventet af analytikerne.
Derimod ser bryggerikoncernen, at væksten i indeværende år rammes af de stigende råvarepriser. I indeværende år ser bryggerigiganten en vækst på 4-8 pct., mens den sidste år var 12 pct. - den største vækst i fire år.
AB InBev landede et ordinært overskud per aktie i fjerde kvartal på 90 cent mod ventet 83 cent ifølge estimater fra Bloomberg. I fjerde kvartal i forrige regnskabsår var det tilsvarende tal 1,08 dollar.
Aktien falder 3,6 pct. i formarkedet.
BANKER STÅR TIL FALD
Bankerne er som sektor særligt hårdt ramt torsdag, hvor renterne er dykket efter invasionen af Ukraine. Det smitter også af på udviklingen i USA, hvor flere storbanker falder i formarkedet.
Morgan Stanley-aktien dykker 3,8 pct., JP Morgan smider 3,8 pct. og Bank of America falder 4,2 pct.
Længe har det i markedet været ventet, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ville være på vej med en stor renteforhøjelse i marts på 50 basispoint. Men den sandsynlighed er nu skrumpet, mener Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank.
- Vi vurderer foreløbigt, at Federal Reserve fortsat vil hæve renten med 25 basispoint, men risikoen for 50 basispoint er givetvis forsvundet, skriver han i en kommentar.
Renten på den tiårige amerikanske statsobligation står aktuelt til 1,86 pct.
Onsdag aften klokken 23 dansk tid var den 1,99 pct.
.\\˙ MarketWire