ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Amerikanske indeks cirkler om korrektion efter invasion

24/2 15:48

Over det meste af verden er aktiemarkederne dybt i rødt, og den udvikling breder sig til USA, efter der er åbnet for handel torsdag.

Den russiske invasion af Ukraine, der er sket henover natten til torsdag europæisk tid, har sendt chokbølger gennem markedet, hvor nervøse investorer trækker sig og forlader risikoaktiver.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks falder mest med 3,3 pct., og det er nok til at sende indekset i korrektion.

Det brede S&P 500-indeks falder 2,5 pct., efter at indekset allerede tirsdag lukkede i korrektionsniveau med et tab over 10 pct., siden den seneste rekord sat i starten af januar.

Dow Jones falder 2,4 pct. og er dermed også i korrektionsterritorium.

Natten til torsdag oplyste Ruslands præsident, Vladimir Putin, at han indledte en militær operation i Ukraine. Siden da har der været talrige meldinger om kamphandlinger og eksplosioner fra en række medier verden over, og Ukraine er officielt gået i undtagelsestilstand. Der er også allerede meldt om dødsfald.

Senere i dag ventes både EU og USA at komme med et modsvar i form af sanktioner.

INVASION SENDER INVESTORER UD AF RISIKO

Dermed er der nok at jonglere med for investorerne, der endnu engang må se inflationsfrygten og kommende rentestigninger trække en anelse i baggrunden, mens situationen i Ukraine tager de store overskrifter.

- Jeg tror ikke, at mange investorer har prøvet at skulle håndtere kombinationen af stigende inflation, som sidst blev set først i 80'erne, kombineret med en fuld-skala-militær operation i Europa, hvilket vi også sidst så under anden verdenskrig, siger Neil Wilson, chefanalytiker for Markets.com, ifølge Reuters.

- Det skubber til tilliden. Det her er ukendt territorium for rigtige mange mennesker, lyder det videre.

Torsdag er der også rødt over hele linjen på de europæiske markeder, hvor det paneuropæiske Stoxx 600-indeks smider 3,8 pct.

Hårdest ramt er de russiske aktier, der målt på MOEX-indekset falder 37 pct., mens markedet fortsat venter på klarhed om den næste bølge af sanktioner, der ventes at ramme landet.

REGNSKAB FRA MODERNA OG BRYGGERI

Selvom situationen i Ukraine tager det meste af opmærksomheden torsdag, har dagen også budt på regnskaber.

Vaccineproducenten Moderna så sit salg af coronavacciner overgå analytikernes forventninger i fjerde kvartal. Omsætningen for vaccinesalget endte på 6,94 mia. dollar mod ventede 6,69 mia. dollar ifølge et estimat fra Bloomberg News.

Den samlede omsætning for medicinalselskabet endte på 7,21 mia. dollar mod ventede 6,9 mia. dollar.

Den justerede indtjening lå på 11,29 dollar mod et tab på 69 cent per aktie i fjerde kvartal 2020. Også her gik det bedre end ventet, da analytikerne havde sat næsen op efter en justeret indtjening per aktie på 10,17 dollar.

Omkostningerne i kvartalet var på 1,8 mia. dollar mod ventede 1,4 mia. dollar.

Aktien stiger 8 pct. ved åbning og går dermed i den grad imod den generelle stemning.

Den kinesiske nethandelskæmpe Alibaba formåede omvendt ikke at leve op til analytikerforventningerne til toplinjen i sit forskudte tredje kvartal, der løb til og med december. Til gengæld er indtjeningen bedre end ventet.

Det skriver Bloomberg News.

Alibabas omsætning steg med 9,7 pct. i kvartalet, og det er ifølge Bloomberg den laveste vækst, der er rapporteret, siden selskabet blev børsnoteret.

I faktiske tal omsatte Alibaba for 242,58 mia. yuan, eller godt 255 mia. kr. i kvartalet, mens analytikere havde sat næsen op efter en omsætning på 244,9 mia. yuan ifølge Bloomberg News.

Aktien falder 5,6 pct. ved åbning i USA.

BANKER STÅR TIL FALD

Bankerne er som sektor særligt hårdt ramt torsdag, hvor renterne er dykket efter invasionen af Ukraine. Det smitter også af på udviklingen i USA, hvor flere storbanker falder.

Morgan Stanley-aktien dykker 4,9 pct., JPMorgan smider 4,5 pct. og Bank of America falder 4,6 pct.

Længe har det i markedet været ventet, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, ville være på vej med en stor renteforhøjelse i marts på 50 basispoint. Men den sandsynlighed er nu skrumpet, mener Kim Fæster, der er chefanalytiker hos Jyske Bank.

- Vi vurderer foreløbigt, at Federal Reserve fortsat vil hæve renten med 25 basispoint, men risikoen for 50 basispoint er givetvis forsvundet, skriver han i en kommentar.

Renten på den tiårige amerikanske statsobligation er aktuelt 1,89 pct.

Onsdag aften klokken 23 dansk tid var den 1,99 pct.

.\\˙ MarketWire