USA/tendens: Futures peger op - veganeraktie og skoaktie får stryg
25/2 15:06
Der er udsigt til en mindre stigning ved åbningen af det amerikanske aktiemarked fredag. Rygter om at præsident Putin skulle være klar til forhandlinger med den ukrainske regering, vendte udviklingen i amerikanske aktiefutures fra minus til plus.
Futures på de tre ledende amerikanske aktieindeks ligger fredag en god halv time før åbningen med stigninger på 0,6-1,0 pct.
Hvis man ser tilbage på historien, har markederne det med hurtigt at se bort fra geopolitiske risici, men trods dette ser det her ud til at være meget hurtigt, siger chefen for makroøkonomi hos Fidelity International, Salman Ahmad, til Reuters.
Han fremhæver også, at udviklingen hurtigt kan vende igen, da usikkerheden i det østlige Europa er enorm.
De amerikanske aktier svingede torsdag kraftigt i kølvandet af Ruslands væbnede invasion, som startede tidligt torsdag morgen, af nabolandet Ukraine. Men en forrygende spurt i eftermiddagstimerne vendte markedet til flotte plusser på op over 3 pct.
I forhold til sanktioner vendte den amerikanske præsident Joe Bidens tale torsdag aften stemningen og sikrede aktieplusser, da han afslørede, at der ikke var flertal i kredsen af allierede for at udelukke Rusland fra betalingssystemet Swift, og da han løftede sløret for planer om at åbne op for USA's strategiske oliereserver for at holde energipriserne nede.
Det brede S&P 500-indeks endte derefter med et plus på 1,5 pct., selv om det var i minus tidligere torsdag med så meget som 2,6 pct. Det var især teknologiaktierne, som vendte rundt, og Nasdaq, der i futuremarkedet droppede mest hen over natten, endte med et plus på 3,3 pct.
Blandt dagens regnskaber, der skal bedømmes i fredagens handel, er Foot Locker og Beyond Meat
FOOT LOCKER SKUFFER OG FALDER
Den amerikanske fodtøjskæde Foot Locker kom bedre end ventet gennem årets sidste tre måneder målt på indtjeningen, mens det sammenlignelig salg dog skuffede. Og det sender aktien voldsomt ned i formarkedet.
Den justerede indtjening per aktie voksede til 1,67 dollar mod ventede 1,48 dollar ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg News. Der var også pæn fremgang i omsætningen, der voksede 6,9 pct. til 2,34 mia. dollar og dermed lige akkurat slog analytikerforventningerne på 2,33 mia. dollar. Det sammenlignelige salg skuffede, da det "kun" steg 0,8 pct. Her havde analytikerne dog sat næsen op efter en vækst på 3,9 pct. Det samlede antal af butikker faldt 4,7 pct. til 2858 i fjerde kvartal. Her havde analytikerne ventet 2920 butikker.
Aktien falder 23 pct. i formarkedet til 31,63 dollar.
VEGANERAKTIE STRAFFES FOR SALGSPROGNOSE
Veganeraktien Beyond Meat får hug i formarkedet i USA, da prognosen for salget i det igangværende regnskabsår langt fra levede op til forventningerne.
Aktien i Beyond Meat falder i formarkedet fredag 10,7 pct. til 43,64 dollar.
For 2022 venter koncernen, der producerer plantebaserede bøffer og pølser, et salg på 560-620 mio. dollar, men analytikerne havde forinden budt ind med et konsensus på 645 mio. dollar. Midtpunktet i prognosen er derfor knap 9 pct. fra Wall Streets bud.
Beyond Meat oplevede da også et fald i omsætningen på knap 2 pct. til 101 mio. dollar, da genåbningen betød færre forbrugerindkøb og mindre madlavning derhjemme.
Salget var dog præcis på niveau med det spåede, ifølge Bloomberg News.
Alligevel voksede underskuddet i Beyond Meat, der blandt andet har Bill Gates i ejerkredsen.
- På trods af udsvingene og udfordringerne gennem året, så afveg vi ikke fra at bygge fundamentet for vores langsigtede vækst, siger topchef Ethan Brown i regnskabet.
Det justerede driftsresultatet, målt på EBITDA, landede nemlig i et minus på 63 mio. dollar mod negative 9 mio. dollar året før. Her var et tab på 34 mio. dollar ventet.
.\\˙ MarketWire