ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Valuta: Ukraine-konflikt sender rubel i tovene og styrker dollar

28/2 06:32

Valutamarkedet starter indeværende uge med fokus på weekendens udvikling i Ukraine-krigen og de kraftige sanktioner, som en række af de største vestlige økonomier har annonceret.

Det amerikanske dollarindeks, der vejer den amerikanske valuta i forhold til den fælleseuropæiske euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner ligger mandag morgen i 97,33 mod 96,71 fredag eftermiddag.

Den russiske rubel rammes hårdt af de vestlige sanktioner, der blandt andet betyder blokering af visse banker fra det internationale Swift-betalingssystem foruden restriktive foranstaltninger over for den russiske centalbank, Bank of Russia, for at forhindre banken i at anvende Ruslands internationale valutareserver til at underminere sanktionerne.

Rubel startede handlen kl. 3 mandag morgen i 118,15 rubler per dollar mod en slutpris på 83,87 rubler fredag aften. Det svarer til en svækkelse på ikke mindre end 41 pct.

Ved 5-tiden syntes en modreaktion at være sat ind i det yderst nervøse marked. Centralbank-intervention i anden halvdel af sidste uge får markedsdeltagerne til at holde sig yderst på stolen, og rubel styrkes i forhold til det meget svage åbningsniveau. Markedet stabiliseres omkring 108 rubler per dollar.

Svækkelsen af rublen kommer på trods af, at Bank of Russia søndag annoncerede en række skridt for at støtte hjemmemarkedet.

Uroen får investorerne til at flokkes om sikre placeringer, og her står dollar stærkest, mens også japanske yen og schweizerfranc får en del opmærksomhed.

- På kort sigt tror vi, at dollaren står over for muligheden for at styrkes over modstandsniveauet på 97,47, siger valutastrateg Carol Kong fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney til Reuters.

Strategen vurderer, at omfanget af dollar-styrkelsen vil afhænge af yderligere stigning i volatiliteten, størrelsen af det igangværende udsalg i de globale aktiemarkeder samt vurderingen af diverse centralbankers pengepolitiske stramningsprogrammer.

Dermed er Ukraine igen i fokus, idet nogle analytikere mener, at krigen vil få Den Europæiske Centralbank til at udskyde den ventede monetære stramning.

Euro koster mandag morgen 1,1160 dollar mod 1,1250 dollar fredag eftermiddag, mens pund koster 1,3355 dollar mod 1,3415 dollar fredag.

Dollar ligger samtidig i 115,55 yen mandag morgen mod 115,60 yen fredag.

.\\˙ MarketWire