Aktier/Sydbank: Skærpede sanktioner kan tynge markedsstemningen - NY
28/2 07:39
De globale aktiemarkeder er mandag vågnet op til nye og noget mere heftige sanktioner mod Rusland. Det vil selvsagt ramme den russiske økonomi, men også de øvrige finansielle markeder.
Blandt andet vil det blandt andet resultere i faldende renter og stigende priser på råvarer som hvede og aluminium, lyder vurderingen fra Søren Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.
Fredag lukkede markederne i fine plusser både ude og hjemme, da Vestens sanktioner mod Rusland og landets præsident Vladimir Putin ikke var så hårde som ventet.
- Det bliver der nu lavet om på, da EU og USA sammen med flere andre lande nu har hevet langt mere drakoniske tiltag op af skuffen, skriver Søren Kristensen.
- Det gælder blandt andet en delvis udelukkelse af swift-systemet. Det vil umuliggøre store dele af den russiske eksport, da russerne ikke kan modtage betaling for eksporten, fortsætter han.
Sanktionerne har mandag morgen sat sig på futures for aktiemarkederne i både USA og Europa. De store indeks i USA falder 1,5-2,2 pct., imens futures for det tyske DAX-indeks falder 3,1 pct.
For nu er den russiske energieksport undtaget sanktionerne. Det sker sandsynligvis, fordi et importforbud på russisk olie og gas vil ramme EU-borgerne hårdere end Rusland.
Frygten for et russisk energiforbud er mandag morgen med til at understøtte oliepriserne, og nordsøolien Brent stiger 4,7 pct. til 102,50 dollar for en tønde. Samtidig øger prisen på den amerikanske WTI-olie hele 5,5 pct. til 96,60 dollar.
Dertil spår cheføkonomen en hård start på dagen for den russiske rubel, efter at den russiske centralbank har fået indefrosset store dele af sine midler som følge af sanktioner fra Vesten, hvilket ventes at svække den russiske rubel betragteligt.
Sanktionerne vil ramme to tredjedele af den russiske valutareserve, hvilket betyder, at centralbanken ikke kan understøtte sin egen valuta.
Det kommer til udtryk mandag morgen, hvor den russiske rubel svækkes over 22 pct. over for den amerikanske dollar. Hvor en dollar fredag kostede 83,75 rubler, koster den amerikanske valuta nu 107,49 rubler.
Søren Kristensen ser en klar eskalering af konflikten i Ukraine, og det vil mandag få investorerne til at trække risiko ud af porteføljen, hvilket vil føre faldende aktier og rente.
Faldet kan forstærkes af meldinger fra Den Europæiske Centralbank, der ventes at signalere, at krigen mod øst kan udskyde renteforhøjelserne i eurozonen.
.\\˙ MarketWire