USA/åbning: Stor usikkerhed og fald - opkøb sender bank til tops
28/2 15:39
Uvisheden præger fortsat investorernes gøren og laden. Og et nyt sæt sanktioner fra de vestlige lande pålagt Rusland på grund af invasionen i Ukraine, rykker igen ved det usikre.
Det er den forværrede geopolitiske krise, der har sat fart på investorernes bekymringer over den stigende inflation og den amerikanske centralbank, Federal Reserves planer om at tackle den, og alle de store indeks falder.
S&P 500-indekset falder 1,1 pct. i den indledende handel, Nasdaq peger ned med 0,7 pct., og Dow Jones mister 1,4 pct.
- Der er stadig en forfærdelig stor grad af usikkerhed derude - både fra et militært perspektiv såvel som fra et Federal Reserve-perspektiv, siger Sam Stovall, investeringsstrateg i CFRA Research, til Reuters.
- Investorerne er villige til at holde fast i aktier, men mere ud fra et defensivt perspektiv, vurderer han.
I et notat skriver Homin Lee, makrostrateg hos Lombard Odier, til investorerne, at "den globale økonomi står - ud over risikoen for eskalering af krigen i Europa - over for en vished om betydelig økonomisk og finansiel uro i Rusland samt store forstyrrelser af alt handel, der involverer landet":
- Særligt bekymrende er risikoen for langvarig konflikt, der forstyrrer den globale forsyning af vigtige energi-, industri- og landbrugsvarer, da både Rusland og Ukraine spiller vigtige roller på disse markeder, skriver han ifølge Reuters.
Fredag steg det brede S&P 500-indeks 2,2 pct., det teknologitunge Nasdaq-indeks øgede 1,7 pct. Bedst gik det for Dow Jones-indekset, der gik frem med 2,5 pct.
FORSVARSAKTIER I MEDVIND
Ruslands præsident, Vladimir Putin, meddelte søndag, at Rusland sætter enheder med atomvåben i højt beredskab. Og i Hviderusland har en folkeafstemning søndag stemt for at ændre landets forfatning og droppe landets status som en atomvåbenfri stat.
Siden har den tyske kansler, Olaf Scholz, i en bemærkelsesværdig tale søndag fastslået, at Europas største økonomi i de kommende år vil bruge mere end 2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) på sit forsvar - som et svar på Ruslands raslen med sablen.
Den melding sender våbenaktier som Lockheed Martin, Northrop Grumman, L3Harris Technologies og Raytheon Technologies op med 0,7-3,6 pct. i den indledende handel mandag.
CHEVRON GÅR GRØNT
Energigiganten Chevron har aftalt at købe den grønne dieselproducent Renewable Energy Group for 3,15 mia. dollar.
Det skriver Bloomberg News, der havde bragt rygter om en forestående handel fredag efter lukketid.
Den californiske oliegigant vil betale 61,50 dollar per aktie for Renewable Energy Group. Betalingen er i kontanter, og prisen på 3,15 mia. dollar dækker over en entrepriseværdi på 2,75 mia. dollar og nettogæld på cirka 400 mio. dollar.
Opkøbet ventes at accelerere Chevrons mål om at øge produktionen af bæredygtige brændstoffer til 100.000 tønder om dagen inden 2030.
Renewable Energy Group stiger 37,9 pct. til 60,43 dollar, mens Chevron-aktien ligger 0,5 pct. lavere.
BANKOPKØB LUNER
Canadiske TD Bank udvider til det sydøstlige USA ved at købe den Memphis-baserede bank First Horizon for 13,4 mia. dollar.
Prisen svarer til 25 dollar per aktie, hvilket udgør en præmie på 37 pct. i forhold til lukkekursen på 18,25 dollar fredag, skriver Bloomberg News.
TD Bank forventer at finansiere opkøbet med overskydende kapital på balancen i forhold til den lovmæssige minimumskapital.
Aktien i First Horizon stiger 32,7 pct. til 24,22 dollar. i de første på den sidste dag i februar.
FOOT LOCKER FORTSAT I KNÆ
Fodtøjskæden Foot Locker fortsætter fredagens kursderoute og falder 0,7 pct. Fredag faldt aktien hele 29,8 pct., på trods af at selskabet knebent slog forventningerne til indtjeningen i årets sidste tre måneder, mens det sammenlignelig salg skuffede gevaldigt.
Til gengæld kom fodtøjskæden ikke i nærheden af analytikernes forventninger til det sammenlignelige salg på 3,9 pct. I stedet blev der blot realiseret en vækst i det sammenlignelige salg på 0,8 pct.
.\\˙ MarketWire