Mandagens aktier: Vestas og Østed trak fra på fokus til energi
28/2 17:03
Fokus på afhængighed af Ruslands energiforsyninger af olie og naturgas fik Vestas og Østed helt op i toppen af det danske eliteindeks mandag. Modsat gik det for Carlsberg og Rockwool, der faldt under pres fra sanktioner mod Rusland.
- Et af de områder, der er i spil, er den energiafhængighed, som Europa har. En gennemgående melding har været, at det er en udfordring, som vi bliver nødt til at løse. En meget stor del af energien i Europa er fossil, og en meget stor del kommer fra Rusland, siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef og partner hos Formuepleje, til MarketWire.
Det danske eliteindeks, C25, steg mandag med 3 pct. til 1764,81 og gik med plusset modsat det europæiske aktiemarked, der lå med fald ved dansk lukning på grund af den tilspidsede situation i Ukraine.
Vestas steg 15,1 pct. til 217,50 kr., og Ørsted gik frem med 10,7 pct. til 861,20 kr.
- Ambitionerne om mindre energiafhængighed giver naturligt udslag i de selskaber, der beskæftiger sig med grøn energi, siger Otto Friedrichsen.
BAVARIAN KOM MED POSITIVE FASE 2 RESULTATER
Bavarian Nordic kom mandag med yderligere data fra sit fase 2-studie med sin coronavaccine. Og Sydbank vurderede dem som overordnet positive.
- Det ligner fortsat efter vores vurdering, at Bavarian står med en meget attraktiv booster-vaccinekandidat, som kan bruges i et potentielt booster-marked (revaccinationsmarked fremover), skrev analytiker Søren Løntoft Hansen i et notat.
Vurderingen kom, efter at Bavarian mandag morgen igen kunne melde om positive resultater fra et fase 2-studie med selskabets coronavaccine, ABNCoV2. Fase 3 med vaccinen ventes stadig indledt i første halvår 2022.
Aktien steg 2,6 pct. til 166,65 kr.
CARLSBERG OG ROCKWOOL UNDER PRES
Helt i bunden af eliteindekset endte Rockwool og Carlsberg med fald på henholdsvis 7,2 pct. til 2281 kr. og 5,2 pct. til 972,20 kr.
- De to selskaber er eksponeret mod Rusland. Og det er derfor, de falder, siger Mads Zink, chefhandler fra Danske Bank.
Oveni satte Handelsbanken sit kursmål for Carlsberg ned til 1000 kr. fra 1200 kr. Anbefalingen var uændret "hold".
Banken ser mangel på åbenlyse kurskatalysatorer, og samtidig indregner den øget usikkerhed fra den østeuropæiske forretning grundet Ruslands invasion af Ukraine, fremgår det af publikationen Børsnyt.
- En cocktail bestående af det stigende omkostningspres, usikkerheden relateret til situationen i Østeuropa, der står for 13-14 pct. af Carlsbergs samlede volumensalg samt manglen på kurskatalysatorer på kort sigt gør, at vi sænker vores kursmål for aktien, skrev Handelsbanken.
SAS I FALD
Fra SAS lød meldingen, at selskabet kigger på alternative ruter, efter at Rusland har lukket sit luftrum for luftfartsselskaber fra 36 lande heriblandt Danmark, Sverige og Norge.
Det skrev SAS i en mail til MarketWire.
Luftfartsselskabet kigger blandt andet på at flyve syd om Rusland.
Aktien faldt 2,7 pct. til 0,67 kr.
Tilbage blandt sværvægterne i C25 forbereder A.P. Møller-Mærsk sig på at skulle suspendere bookinger til og fra Rusland, oplyste koncernen til sine kunder mandag.
- Hos A.P. Møller-Mærsk følger vi udviklingen tæt og forbereder os på at kunne efterleve sanktioner, efterhånden som de udvikler sig, og de restriktioner, der bliver indført mod Rusland, mens vi beskytter vores operationer og vores mandskab med tanke på den evigt foranderlige situation, lød det i brevet.
B-aktien faldt 2,2 pct. til 21.020 kr.
.\\˙ MarketWire