USA/middag: Stemningen mildnes marginalt - og fortsat i minus
28/2 18:53
Stemningen er marginalt mildere end ved åbningen men fortsat negativ på aktiebørserne i New York ved middagstid amerikansk tid.
Faldet for det brede S&P 500-indeks er reduceret til 0,8 pct. fra 1,1 pct. ved handelsstart, og for de tunge aktiers Dow Jones-indeks er et indledende fald på 1,4 pct reduceret til 1,1 pct. Det teknologidominerede Nasdaq-indeks falder 0,5 pct. efter en tab ved åbningen på 0,7 pct.
Generelt er handlen fortsat præget af usikkerhed over de geopolitiske spændinger mellem Ukraine og Rusland og mellem Rusland og den vestlige verden, og de sanktioner, Vesten har pålagt Rusland.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, meddelte søndag, at Rusland sætter enheder med atomvåben i højt beredskab. Og i Hviderusland har en folkeafstemning søndag stemt for at ændre landets forfatning og droppe landets status som en atomvåbenfri stat.
Siden har den tyske kansler, Olaf Scholz, i en bemærkelsesværdig tale søndag fastslået, at Europas største økonomi i de kommende år vil bruge mere end 2 pct. af bruttonationalproduktet (BNP) på sit forsvar - som et svar på Ruslands udspil.
Den melding sender våbenaktier som Lockheed Martin, Northrop Grumman, L3Harris Technologies og Raytheon Technologies stiger 2,7-6,7pct. ved middagstid.
FRYGT FOR CYbERANGREB
Sanktionerne mod Ruslands finansielle system, som blandt andet hindrer visse russiske bankers adgang til det internationale betalingssystem Swift, formodes at ville medføre gengældelse i form af cyberangreb, og den formodning styrker selskaber inden for cybersikkerhed. Aktier i Cyberark Software løftes 5,6 pct., og Tenable Holdings stiger 4,1 pct.
Yderligere har Rusland svaret igen på forbud på russiske fly i vestligt luftrum ved at forbyde fly fra 36 land i russisk luftrum. Og selv om amerikanske selskaber ikke er ramt af det russiske modsvar, så falder aktier luftfartsselskaber som American Airlines, Delta Airlines med 1,9-4,3 pct.
Dertil frygtes konsekvensen af konflikten for især energiforsyningen.
- Særligt bekymrende er risikoen for langvarig konflikt, der forstyrrer den globale forsyning af vigtige energi-, industri- og landbrugsvarer, da både Rusland og Ukraine spiller vigtige roller på disse markeder, skriver Homin Lee, makrostrateg hos Lombard Odier, ifølge Reuters.
CHEVRON GÅR GRØNT
Men der er også andre og mere selskabsspecifikke nyheder i spil.
Energigiganten Chevron har aftalt at købe den grønne dieselproducent Renewable Energy Group for 3,15 mia. dollar. Det skriver Bloomberg News.
Den californiske oliegigant vil betale 61,50 dollar per aktie for Renewable Energy Group. Betalingen er i kontanter, og prisen på 3,15 mia. dollar dækker over en entrepriseværdi på 2,75 mia. dollar og nettogæld på cirka 400 mio. dollar.
Renewable Energy Group stiger 40 pct. til 61,28 dollar, mens Chevron-aktien ligger 1,3 pct. højere.
BANKOPKØB LUNER
Canadiske TD Bank udvider til det sydøstlige USA ved at købe den Memphis-baserede bank First Horizon for 13,4 mia. dollar. TD Bank forventer at finansiere opkøbet med overskydende kapital på balancen i forhold til den lovmæssige minimumskapital.
Aktien i First Horizon stiger 28,6 pct.
FOOT LOCKER MARCHERER FREM
Fodtøjskæden Foot Locker tager revanche efter fredagens kursderoute og stiger 6,2 pct. Fredag faldt aktien hele 29,8 pct., på trods af at selskabet knebent slog forventningerne til indtjeningen i årets sidste tre måneder, mens det sammenlignelig salg skuffede gevaldigt.
Til gengæld kom fodtøjskæden ikke i nærheden af analytikernes forventninger til det sammenlignelige salg på 3,9 pct. I stedet blev der blot realiseret en vækst i det sammenlignelige salg på 0,8 pct.
.\\˙ MarketWire