Valuta: Mere begænsede udsving tirsdag efter volatil ugestart
1/3 06:32
Valutamarkedet er faldet lidt til ro tirsdag morgen, efter at embedsmænd fra Rusland og Ukraine har holdt indledende våbenhvile-forhandlinger.
De lidt mere stabile forhold kommer efter mandagens voldsomme udsving i ikke mindst russiske rubel i kølvandet af krigen i Ukraine, som har givet anledning til massive økonomiske sanktioner mod Rusland.
Mandag svingende rubel mellem 96,05 rubler per dollar og 118,15 rubler per dollar svarende til udsving på op mod 23 pct. inden for dagen.
Ses der på mandagens svageste punkter, var der tale om en svækkelse af den russiske valuta på op mod 40 pct. i forhold til niveauet før weekenden, og den russiske centralbank var mandag - i modsætning til torsdag og fredag i sidste uge - ikke i stand til at intervenere på grund af de vestlige sanktioner, der blev indført i weekendens løb.
Ifølge Bloomberg New har Bank of Russias guvernør, Elvira Nabiullina, mandag for første gang erkendt, at sanktionerne, der blev pålagt centralbanken, betyder, at hun ikke kunne gribe ind for at holde rublen fra mandagens kollaps. I stedet måtte centralbanken ty til en massiv renteforhøjelse og forbud mod udenlandsk salg af russiske aktiver for at dæmme op for et totalt kollaps i den russiske valuta.
Bank of Russia hævede renten fra 9,5 pct. til 20 pct., og blokerede samtidig for handel med aktier og derivater på Moscow Stock Exchange, på grund af den totale finanskrise-eksplosion, der blev udløst af de vestlige sanktioner.
Også tirsdag er børshandlen suspenderet, mens det forlyder, at centralbanken vil informere om fremtidige Moscow Exchange aktiviteter inden onsdag morgen.
Tirsdag morgen er rublen stabiliseret på et niveau omkring 104,50 rubler per dollar.
De urolige forhold har øget efterspørgslen efter amerikanske dollar markant, og det amerikanske dollarindeks, der vejer den amerikanske valuta i forhold til den fælleseuropæiske euro, japanske yen, britiske pund, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kroner ligger tirsdag morgen i 96,90 mod 96,66 mandag eftermiddag.
De dystre udsigter har sendt den amerikanske tiårige rente ned mod det laveste niveau i næsten en måned, da investorer søger sikkerhed i T-bonds trods udsigten til en renteforhøjelse fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på det pengepolitiske møde om godt to uger.
Til gengæld har Ukraine-krisen fået investorerne til at begrave forventninger om en forhøjelse på 50 basispoint, idet kun 8,5 pct. af markedsdeltagerne nu satser på en renteforhøjelse i den størrelsesorden ifølge CME's Fedwatch.
Euro koster tirsdag morgen 1,1195 dollar mod 1,1225 dollar mandag eftermiddag, mens pund koster 1,3405 dollar tirsdag morgen mod 1,3420 dollar mandag eftermiddag.
Dollar ligger samtidig i 115,15 yen, hvilket også var tilfældet mandag eftermiddag.
.\\˙ MarketWire