Aktier/tendens: Urolig dag i vente - Unibrew kommer med regnskab
1/3 08:00

Usikkerhed og flugt mod sikre havne kendetegner de finansielle markeder i denne tid - og tirsdag vil ikke være nogen undtagelse.
Futures for de ledende indeks i USA og Tyskland viser ikke nogen klar retning for udviklingen på aktiemarkedet tirsdag, da de amerikanske indeks ligger til små plusser, mens det tyske DAX-indeks ser ud til at tage en tur ned, da futures falder 0,5 pct.
Investorerne forsøger at fordøje de omfattende sanktioner mod Rusland fra både Europa og USA. Sanktionerne omfatter flere russiske banker samt den russiske centralbank.
- Krigen udvikler sig mere brutalt og langvarigt end først antaget og de mange sanktioner har skabt større uvished omkring inflation- og vækstudsigten for den globale økonomi. Dette sammenholdt med Federal Reserves plan om at stramme pengepolitikken til marts er naturligvis en dårlig cocktail for risikovilligheden, som kan betyde, at den nuværende uro på aktiemarkederne fortsætter i en periode., skriver Nordea i en kommentar tirsdag morgen.
Det danske eliteindeks, C25, steg mandag med 3 pct. til 1764,81 og gik med plusset modsat det europæiske aktiemarked.
- Energisektoren stod også overfor solide stigninger ovenpå de stigende energipriser og de mere defensive sektorer overperformede også markedet. Finanssektoren var blandt de største tabere, da flere banker er eksponeret mod sanktionerne mod de russiske banker og centralbanken, skriver Nordea.
FORTSAT FOKUS PÅ ENERGI
Der vil også tirsdag være fokus på afhængigheden af den russiske energiforsyning af olie og naturgas. Mandag fik det Vestas og Ørsted helt op i toppen af det danske eliteindeks, hvor Vestas steg 15,1 pct. til 217,50 kr., og Ørsted gik frem med 10,7 pct. til 861,20 kr.
Tirsdag har Ørsted fået sænket anbefalingen hos storbanken HSBC til "hold" fra "køb" og kursmålet til 910 kr. fra 1100 kr., fremgår det af Bloomberg News.
UNIBREW MED FRISKE TAL
Royal Unibrew kommer med regnskab i løbet af tirsdagen. Og ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News venter analytikerne i fjerde kvartal klar fremgang både på toplinjen og driften.
Bryggeriaktien faldt mandag 4,5 pct. til 706,40 kr. trukket med ned af markedsstemningen og faldet hos Carlsberg på 5,2 pct. til 972,20 kr.
Carlsberg faldt på grund af de sanktioner, der er blevet taget mod Rusland, og bryggeriets eksponering mod det russiske.
Finanshuset JPMorgan har nu sat kursmålet for Carlsberg ned til 1050 kr. fra 1250 kr., viser data fra Bloomberg News. Anbefalingen "neutral" bliver i samme ombæring gentaget.
Deutsche Bank har også skåret en smule af sit kursmål for Carlsberg-aktien til 1090 kr. fra 1120 kr. Her gentages anbefalingen "hold".
Andet steds har Coloplast fået sænket anbefalingen hos britiske Barclays til "undervægt" fra tidligere "ligevægt", og kursmålet er endvidere reduceret til 900 kr. fra 990 kr.
Coloplast steg mandag 5,3 pct. til 998,20 kr.
.\\˙ MarketWire