Valuta: Handlere søger mod sikker havn - schweizerfranc styrkes
1/3 13:39
Nervøsiteten er tirsdag stor blandt handlerne, i takt med at krigen i Ukraine udvikler sig, og sanktionerne mod Rusland tager til. Det sender flere mod traditionelt set sikre havne, hvilket styrker blandt andet schweizerfranc.
Sanktionerne ventes også at ramme væksten i eurozonen, og derfor er forventningerne til en kommende renteforhøjelse fra Den Europæiske Centralbank, ECB, også blevet udskudt. Hvor der for en måned siden var ventet to renteforhøjelser á 25 basispoint i 2022, venter et konsensus blandt analytikerne nu første renteløft i 2023.
- I dag vil fokus være på, hvorvidt sanktioner og gengæld vil begynde at påvirke råvarer, der sendes fra Rusland, og hvorvidt den russiske centralbank vil træde til med yderligere tiltag for at støtte rublen, skriver ING FX tirsdag i et notat til sine kunder.
I lyset af den stigende usikkerhed søger markedsdeltagerne mod mere sikre aktiver så som schweizerfranc, der tirsdagen igennem er blevet styrket over for euro. Den fælleseuropæiske valuta koster tirsdag eftermiddag 1,0248 schweizerfranc mod 1,0309 mandag eftermiddag.
Dermed ligger schweizerfranc i sit stærkeste niveau over for euro siden 2015.
Yen, som investorerne traditionelt ligeledes søger mod i krisetider, fortsætter tirsdag også sin styrkelse over for dollar - om end i et lavere tempo end mandag.
Dollar handles tirsdag i 114,76 yen mod 115,15 yen per dollar mandag eftermiddag.
Der er kommet lidt mere ro på den russiske rubel efter mandagens store udsving. Tirsdag ligger den marginalt styrket mod dollar i 101,28 rubel. Mandag eftermiddag lå dollar omkring 106,29 rubel.
.\\˙ MarketWire