ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Hård aktiedag - olien i vejret - frygt for vækstafmatning

1/3 22:07

De amerikanske aktier faldt igen tirsdag, da investorernes bekymring omkring Ruslands militære angreb mod nabolandet Ukraine stadig dominerede.

Usikkerheden løftede energiaktierne, da olieprisen på grund af den geopolitiske konflikt drønede i vejret og passerede 100 dollar per tønde og nu er i sit højeste siden Rusland sidst angreb Ukraine, i 2014, og besatte Krim-halvøen.

De stigende energipriser øgede sideløbende frygten for en global vækstafmatning.

Samtidig led bankerne kraftigt, da de er kommet i klemme i forbindelse med de vestlige landes sanktioner mod Rusland, og da renterne faldt tungt.

Det brede S&P 500-indeks tabte 1,6 pct. og har nu mistet knap 10 pct. siden årsskiftet, mens Dow Jones smed 1,8 pct., og Nasdaq faldt med 1,6 pct.

INGEN SKAL KØBE NOGET

På samme tid droppede renterne, da investorerne også myldrede ind i de sikre amerikanske statspapirer. Den tiårige rente faldt således hele 10 basispoint til 1,72 pct. Før Ruslands angreb på Ukraine var renten ellers kravlet op omkring 2,05 pct.

- Der er ikke nogen, som skal købe noget tirsdag. Det er kun garp-aktier, vækst til rimelige priser, som holder lidt stand. Det er det nye defensiv. Bankerne får en over nakken. Igen. De er dyre at have lige nu, siger seniorstrateg i Danske Bank Lars Skovgaard Andersen.

- Der er ingen overbevisning i markedet. Det hele er meget defensivt. Selv teknologi kan ikke klare sig.

Et lille lyspunkt for aktierne kan dog være, at krigens påvirkning af den globale økonomi kan medføre færre renteløft fra den amerikansk centralbank Federal Reserves, Feds, side.

Handelen med rentefutures indikerer nu, at bankens rente ved årets slutning vil ligge i 1,27 pct. For en uge siden indregnedes en rente på 1,76 pct.

Markedets nuværende bud er dog stadig omkring fem forhøjelser fra den nuværende nulrente.

- Frygten er, at vi nu er på vej ind i lav vækst-scenario, og investorerne skal gøre op med sig selv, om det bliver realitet. Men energipriserne stiger fortsat meget, så der er stadig risiko for, at Fed hæver renten kraftigt, og dermed også risiko for, at det dræber væksten, forklarer Lars Skovgaard Andersen.

Netop energipriserne tordnede igen tirsdag i vejret, og olieprisen blev således løftet 9 pct. til næsten 105 dollar per tønde i USA. Det kan skubbe yderligere til inflationen i USA, som i forvejen ligger i et 40-årigt højt niveau.

BANKER LED

Af samme grund var det energiaktierne, der klarede sig bedst i S&P 500 og vandt 1,0 pct. Chevron, som tirsdag fordoblede sit tilbagekøbsprogram til 5-10 mia. dollar om året, steg 4,0 pct., mens Exxon Mobil gik frem med 1,0 pct.

I den anden ende faldt finansaktierne med 3,7 pct. Her var det bankerne, som trak ned, da de hårde sanktioner mod Rusland især er rettet mod det finansielle system, herunder de russiske bankers mulighed for at betale via Swift-systemet.

De faldende renter var samtidig skidt nyt for bankernes indtjening på ind- og udlån.

Citigroup, der mandag smed 4,4 pct., og som tirsdag faldt 1,1 pct., oplyste mandag, at banken har en eksponering mod Rusland på 10 mia. dollar.

Tirsdag smed USA's største bank, JPMorgan Chase, dog mere med 3,8 pct., mens Bank of America tabte 3,9 pct., og Wells Fargo bakkede 5,8 pct.

De teknologitunge sektorer havde det også hårdt tirsdag. It-aktierne faldt 2,0 pct., mens kommunikationsservice mistede 1,2 pct., og cyklisk forbrug satte sig 1,3 pct.

Her trak navne som Apple, Microsoft og Nvidia ned med 1,2 pct., 1,3 pct. og 3,7 pct. Amazon mistede også 1,6 pct., mens Meta bakkede 3,6 pct.

TARGET LØFTES

På regnskabsfronten lagde lavpris-dagligvarekæden Target sine tal frem for fjerde kvartal og blev belønnet med plus 9,8 pct. på en opmuntrende prognose om salgsvækst, mens analytikerne havde regnet med tilbagegang på toppen.

Varehuskæden Kohl's steg også 2,2 pct. på bedre end ventede cifre for fjerde kvartal og en ligeledes solid guidance.

Pandemiaktien Zoom Video Communications blev til gengæld straffet med minus 7,4 pct., da salgsforventningen skuffede.

.\\˙ MarketWire