Carlsberg/Berenberg: Svækket rubel gør ondt - kursmålet sænkes - NY2
2/3 08:06

Tyske Berenberg sænker sit kursmål for aktien i bryggeriet Carlsberg til 835 kr. fra 883 kr.
Anbefalingen er fortsat "sælg".
Baggrunden er den kraftigt svækkede russiske rubel, efter at Rusland invaderede Ukraine for knap en uge siden, fremgår det af et analysenotat onsdag morgen.
- Indførslen af alvorlige sanktioner fra vestlige lande på Rusland har en effekt på vores indtjeningsforventninger til Carlsberg i Østeuropa. Vi estimerer, at Carlsbergs eksponering til Rusland var 13 pct. af omsætningen i 2021 og også cirka 13 pct. af driftsresultatet (EBIT), skriver Berenberg.
- Ukraine stod på den anden side for cirka 2-3 pct. af omsætningen, estimerer vi, og cirka 3 pct. af EBIT, fortsætter banken.
Den russiske rubel er blevet sendt ud i massive svækkelser, efter at Rusland invaderede Ukraine i sidste uge.
Onsdag morgen koster en dollar 108,25 rubler. Da svækkelsen var værst, var krydset oppe omkring 118 rubler per dollar.
Det skal sammenlignes med en gennemsnitlig kurs på omtrent 75 rubler per dollar over det seneste år.
- Vores sænkede estimater for Østeuropa er drevet af den direkte effekt fra den svækkede rubel på den ene side og den lavere salgsvolumen, som vi venter at se i Rusland i 2022 som følge af det mere besværlige miljø, som den russiske forbruger kommer til at se, skriver Berenberg.
BESVÆRLIGT AT NÅ PROGNOSEN
Bankens estimater for 2022 ligger nu under Carlsbergs egne forventninger, lyder det videre i analysen.
- Vi var i forvejen bekymrede for effekten af de stigende input-priser op Carlsbergs driftsmarginer i 2022, og vi har derfor allerede tidligere forudset en vækst i den lavere ende af selskabets forventninger. Med Ukraine-krisen vurderer vi det tiltagende usandsynligt, at Carlsberg vil være i stand til at levere på forventningerne, skriver Berenberg.
Carlsberg venter i 2022 en organisk vækst i driftsresultatet på 0-7 pct.
.\\˙ MarketWire