Aktier/middag: Royal Unibrew agerer bundprop i rødt C25
2/3 11:54
Royal Unibrew har onsdag ved middagstid lagt sig tungt i bunden af C25-indekset, efter at bryggeriet har fremlagt regnskab for fjerde kvartal og en noget usikker prognose for 2022. Med sig i bunden gør branchefællen Carlsberg med sin østeuropæiske eksponering selskab.
Det er fortsat konflikten i Ukraine, der sætter dagsordenen på aktiemarkedet onsdag, og det får det danske C25-indeks til at trække i rødt, mens Europa er i grønt.
- Resten af Europa er i plus, Danmark er i minus - det har været lidt omvendt nogle af de andre dage. Carlsberg trækker med sin eksponering mod øst ned. Vi ser stadig nogle af bankerne være under pres og har været det igennem en længere periode i forhold til resten af Europa, siger Otto Friedrichsen, der er aktiestrateg i Formuepleje, til MarketWire.
Med til at tynge stemningen er højere energipriser som følge af konflikten mellem Ukraine og Rusland, som har ført til både højere gas- og oliepriser, tilføjer aktiestrategen.
C25-indekset falder 0,9 pct. til 1735,91 ved middagstid, mens de europæiske aktiemarkeder øger 0,4-0,8 pct.
Flere selskaber har onsdag fremlagt regnskab for fjerde kvartal, heriblandt Sydbank, Torm og Royal Unibrew.
GEDIGEN NEDTUR TIL ROYAL UNIBREW
Bryggerikoncernen Royal Unibrew leverede tirsdag aften regnskab for fjerde kvartal af 2021, hvor der trods vækst på samtlige poster var tale om et svagere end ventet regnskab. Det fremgår af estimater indsamlet af Bloomberg News.
Driftsresultatet før af- og nedskrivninger, EBITDA, endte i fjerde kvartal på 397 mio. kr. mod ventet 421,4 mio. kr., og bundlinjen viste et overskud på 230 mio. kr. mod ventet 248,5 mio. kr.
I 2022 venter Royal Unibrew et driftsresultat, EBIT, på 1650-1800 mio. kr. Forventningen har fået barberet 100 mio. kr. af som følge af inflationsrisikoen forbundet med de geopolitiske spændinger i Østeuropa.
- Den generelle usikkerhed er meget højere end normalt på grund af den geopolitiske situation. Royal Unibrews direkte salg til Rusland, Hviderusland og Ukraine står for under 1 pct. af indtjeningen og er derfor ikke markant, skriver selskabet.
Aktien dykker 8,5 pct. til 627,40 kr.
SYDBANK GENTAGER FORVENTNINGER
Sydbank leverede i fjerde kvartal et lidt stærkere regnskab, end der var ventet blandt analytikere adspurgt af banken. Samtidig fastholder Sydbank sine forventninger til 2022 om et resultat efter skat på 1150-1450 mio. kr.
Til sammenligning ligger analytikernes forventninger i den høje ende af bankens spænd i 1420 mio. kr.
Sydbank falder 4,7 pct. til 201 kr.
Også rederiet Torm er aktuel med nyt om fjerde kvartal af 2021 onsdag.
Regnskabsåret bød på stor tilbagegang for Torm, hvor resultaterne dog endte en spids over det ventede blandt de få analytikere, som Bloomberg News på forhånd havde spurgt.
Torm omsatte for 619,5 mio. dollar mod 747,4 mio. dollar i 2020.
På time charter-basis faldt toplinjen til 378,6 mio. dollar mod 519,5 mio. dollar året før mod ventet 372,8 mio. dollar.
For året var der tale om et underskud på 42,1 mio. dollar mod et plus på 88,1 mio. dollar i 2020.
Torm vinder 2,9 pct. til 52,50 kr.
GN STOPPER HANDEL MED RUSLAND
GN Group har onsdag stoppet al handel med kunder i Rusland, oplyser selskabet på Linkedin. Det sker som følge af Ruslands invasion fa Ukraine.
Aktien falder 2,5 pct. til 330,10 kr.
Tirsdag besluttede Mærsk at lukke for stort set alle bookinger i Rusland.
- Det russiske marked er et stort marked for mange aktører, men givet de omstændigheder, der har udspillet sig siden torsdag, er det for manges vedkommende svært at forene med deres forretningsgang, forklarer Otto Friedrichsen.
Vanen tro er der også nyt fra finanshusene, der har skruet på kursmål og anbefalinger for de danske selskaber.
Novo Nordisk har dertil fået hævet anbefalingen til "køb" fra "neutral" af Citi, der holder kursmålet 800 kr. for aktien.
Medicinalaktien falder 0,6 pct. til 692 kr. og går altså nogenlunde fri af præsident Joe Bidens State of the Union-tale, hvori han nævnte et ønske om at sætte et prisloft på 35 dollar per måned på insulin.
Imens har Vestas fået sænket anbefalingen til "reducer" fra "hold" af HSBC. Kursmålet er ligeledes sænket til 160 kr. fra 190 kr.
Vindmølleaktien falder 2,9 pct. til 208,20 kr.
Tyske Berenberg sænker sit kursmål for aktien i bryggeriet Carlsberg til 835 kr. fra 883 kr.
Anbefalingen er fortsat "sælg".
Bryggeriaktien falder 4,6 pct. til 894 kr.
.\\˙ MarketWire