ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Powell sender aktier op - Apple trækker for

2/3 18:26

Der er stadig masser af grund til bekymring hos investorerne. Ruslands væbnede overfald på nabolandet Ukraine. Vestens sanktioner. Den høje inflation og energipriserne, der stiger og stiger.

Men onsdag er der dog nogen lettelse i markedet, da Jerome Powell, formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, i en tale til Kongressen lod forstå, at han hælder mod en gængs renteforhøjelse på 0,25 pct.point på bankens møde til marts. Og ikke et dobbelt løft på 50 basispoint.

Den melding dæmper frygten for en alt for høgeagtig pengepolitisk indgriben, og derfor stiger aktierne onsdag i USA.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, vinder kl. 12.20, lokal tid i New York, derfor frem med 1,8 pct., mens Dow Jones ligeledes stiger 1,8 pct., og Nasdaq går frem med 1,3 pct.

- Jeg er tilbøjelig til at foreslå et løft på 25 basispoint, lod Jerome Powell forstå.

Fed-formanden udelukkede dog ikke en strammere kurs, hvis inflationen igen overrasker kraftigt på den høje side. Senest i januar steg forbrugerpriserne 7,5 pct. på årsbasis, hvilket var det højeste siden 1982. Samtidig understregede Powell, at centralbanken vil bevæge sig frem med grundig analyse. Også i forhold til konsekvenserne af krigen i Ukraine.

- Om noget, mener jeg, var han sober og betryggende i forhold til realiteterne omkring de geopolitiske risici, og omkring at Fed vil være smidig og reelt taktisk i relation til, hvordan den vil bevæge sig fremad, og banken vil tage alt i betragtning i modsætning til bare at gå fremad med en forud fastlagt plan, siger Thomas Hayes, partner i Great Hill Capital, til Reuters.

COMEBACK TIL FINANS

I S&P 500 er der efter en håndfuld meget hårde dage comeback til finansaktierne, som stiger med 2,5 pct., da renterne onsdag stiger på udsigten til blot en gængs renteforhøjelse til marts. Frygten har været, at en meget stram rentebane fra Federal Reserves side vil kunne dræbe væksten.

Stigende renter er godt nyt for bankernes indtjening på ind- og udlån, og derfor vinder Wells Fargo 4,3 pct., JPMorgan Chase 1,7 pct. og Bank of America 1,8 pct. Investeringsmilliardæren Warren Buffets selskab Berkshire Hathaway med stor finanseksponering vinder også 2,5 pct.

Energi fortsætter samtidig op med 2,4 pct. Krigen i Ukraine har skabt øget usikkerhed omkring olieforsyningen af det globale marked, og meldingen fra Opec+, hvor Rusland dog også er med, onsdag om at fastholde de allerede vedtagne ganske små produktionsudvidelser har sendt olieprisen op med 4,6 pct. til 108 dollar.

Der er også plusser til andre cykliske sektorer som industri og råvarer og materialer på 2,0 pct. til begge, ligesom teknologitunge sektorer it, kommunikationsservice og cyklisk forbrug alle vinder 0,7-2,0 pct. Alle sektorer er onsdag i grønt.

TEKNOLOGINAVNE TRÆKKER OP

Blandt de store navne trækker Apple, som tirsdag stoppede alt produktsalg i Rusland, med 1,9 pct., mens Microsoft vinder 1,4 pct. Chipkæmpen Nvidia vinder også 2,5 pct., mens oliegiganterne Chevron går op med 2,9 pct.

I sundhed, som vinder 1,7 pct., stiger Pfizer med 3,8 pct. Selskabet blev tirsdag aften fremhævet af præsident Joe Biden i sin første State of the Union-tale, da han annoncerede store indkøb af medicinalkæmpens covid-19-pille.

I toppen af S&P 500-indekset ligger it-selskabet Epam Systems, som vinder 15,9 pct. efter en positiv udtalelse fra finanshuset Stifel, der ser en købsmulighed på baggrund af et stort udsalg i aktien efter Ruslands angreb på Ukraine. Aktien oplevede et minus på hele 45,7 pct. mandag.

Med fremme er også HP Enterprise, der vinder 10,5 pct., da koncernen tirsdag aften efter fjerde kvartal opjusterede salgsforventningerne til første kvartal.

Også på regnskabsfronten stiger softwarekæmpen Salesforce med beskedne 0,7 pct. trods bedre end ventede tal for fjerde kvartal og en solid prognose.

Ford klarer sig en del bedre med et løft på 6,4 pct., da selskabet har præsenteret en ny strategi for sin satsning på elbiler. El- og benzinbiler skal nu ligge i hver sin forretning.

.\\˙ MarketWire