USA/lukning: Powell løftede aktierne - comeback til finans - NY
3/3 06:30
Der er stadig masser af grund til bekymring hos investorerne. Ruslands væbnede overfald på nabolandet Ukraine. Vestens sanktioner. Den høje inflation og energipriserne, der stiger og stiger.
Men onsdag var der dog nogen lettelse i markedet, da Jerome Powell, formand for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i en tale til Kongressen lod forstå, at han hælder mod en gængs renteforhøjelse på 0,25 pct.point på bankens møde til marts. Og ikke et dobbelt løft på 50 basispoint.
Den melding dæmpede frygten for en alt for stram pengepolitisk indgriben, som kan dræbe væksten i USA, og derfor steg aktierne onsdag i USA.
Det brede S&P 500-indeks vandt frem med 1,9 pct., mens Dow Jones steg 1,8 pct., og Nasdaq gik frem med 1,6 pct.
Torsdag morgen er der ikke meget nyt. Futures på de store aktieindeks indikerer små udsving tæt på nul, når markedet åbner i New York senere på dagen.
- Jeg er tilbøjelig til at foreslå et løft på 25 basispoint, lod Jerome Powell forstå onsdag.
Fed-formanden udelukkede dog ikke en strammere kurs, hvis inflationen igen overrasker kraftigt på den høje side. Senest i januar steg forbrugerpriserne 7,5 pct. på årsbasis, hvilket var det højeste siden 1982.
Samtidig understregede Powell, at centralbanken vil bevæge sig frem med grundig analyse. Også i forhold til konsekvenserne af krigen i Ukraine.
Med onsdagens lukkeniveau i S&P 500 var det sjette gang på syv handelsdage, at indekset svingede med mere end 1 pct. Et tegn på stor skrøbelighed i markedet og usikkerhed hos investorerne.
- Vi har ikke set store bevægelser som disse i to år, siger Frank Cappelleri, direktør i Instinet, til The Wall Street Journal med reference til pandemiens udbrud i 2020.
COMEBACK TIL FINANS
I S&P 500 var der efter en håndfuld meget hårde dage comeback til finansaktierne, som gik op med 2,6 pct., da renterne onsdag steg markant.
Stigende renter er godt nyt for bankernes indtjening på ind- og udlån, og derfor vandt Wells Fargo 3,8 pct., JPMorgan Chase 2,1 pct. og Bank of America 1,6 pct. Investeringsmilliardæren Warren Buffets selskab Berkshire Hathaway med stor finanseksponering steg også 2,2 pct.
Energi fortsatte samtidig op med 2,2 pct. Krigen i Ukraine har skabt øget usikkerhed omkring olieforsyningen af det globale marked, og meldingen fra Opec+, hvor Rusland imidlertid også er med, onsdag om at fastholde de allerede vedtagne ganske små produktionsudvidelser sendte olieprisen op med 7,8 pct. til over 111 dollar.
Der var også plusser til andre cykliske sektorer som industri og råvarer og materialer på 2,2 pct. til begge, ligesom teknologitunge sektorer it, kommunikationsservice og cyklisk forbrug alle vandt 0,8-2,2 pct. Alle sektorer var onsdag i grønt.
TEKNOLOGINAVNE TRAK OP
Blandt de store navne trak Apple, som tirsdag stoppede alt produktsalg i Rusland, med 2,1 pct., mens Microsoft vandt 1,8 pct. Chipkæmpen Nvidia fik også 3,2 pct. oveni, mens oliegiganterne Chevron gik op med 3,0 pct.
I sundhed, som steg 1,5 pct., blev Pfizer løftet med 4,3 pct. Selskabet blev tirsdag aften fremhævet af præsident Joe Biden i sin første State of the Union-tale, da han annoncerede store indkøb af medicinalkæmpens covid-19-pille.
I toppen af S&P 500-indekset lå it-selskabet Epam Systems, som vandt 16,1 pct. efter en positiv udtalelse fra finanshuset Stifel, der ser en købsmulighed på baggrund af et stort udsalg i aktien efter Ruslands angreb på Ukraine. Epam oplevede et minus på hele 45,7 pct. mandag.
Med fremme var også HP Enterprise, der gik op med 10,3 pct., da koncernen tirsdag aften efter fjerde kvartal opjusterede salgsforventningerne til første kvartal.
Også på regnskabsfronten steg softwarekæmpen Salesforce med beskedne 0,7 pct. trods bedre end ventede tal for fjerde kvartal og en solid prognose.
Ford klarede sig en del bedre med et løft på 8,4 pct., da selskabet præsenterede en ny strategi for sin satsning på elbiler. El- og benzinbiler skal nu ligge i hver sin forretning, og Ford vil investere op mod 50 mia. dollar i elbiler.
.\\˙ MarketWire