ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Valuta: Krig svækker euro mens pengepolitik styrker dollar

3/3 06:32

Investorerne i de finansielle markeder har fortsat øjnene rettet mod udviklingen i Ukraine, men der skæves til den amerikanske centralbank, Federal Reserve og den Europæiske Centralbank, ECB, der begge holder pengepolitisk møde over de næste uger.

Den fælleseuropæiske euro ligger underdrejet torsdag morgen i takt med, at krigen i Ukraine tager en mere og mere ubehagelig drejning med enorme ødelæggelser i og omkring de store byer, mens vestlige sanktioner sætter mere og mere af den normale forretningsaktivitet mellem Rusland og Europa i stå.

Investorerne flygter, og flugten går valutarisk mod dollar og yen, der anses som sikre placeringer og værn mod udhuling af aktiv-værdier.

Dollarindekset, der måler dollar mod euro, japanske yen, pund sterling, canadiske dollar, schweizerfranc og svenske kr., ligger torsdag morgen i 97,53 mod 97,68 onsdag eftermiddag.

Modsat fravælges euro, da frygten bland investorerne går på, at Ruslands invasion af Ukraine vil skade den europæiske vækst, mens de stigende energipriser samtidig rammer ned i den allerede nervøse forretningsstemning.

- I den nuværende krise ser vi euroens status som sårbar. På et virksomhedsniveau er der et net af komplekse relationer mellem EU og russiske virksomheder, især inden for energisektoren. Energipriserne er presset op, ligesom priserne for mange landbrugsprodukter er blevet højere. Krigen i Ukraine indikerer dermed højere og langtidsvarende inflation og potentiale for en opbremsning i økonomisk vækst, siger valutastrateg Jane Foley fra Rabobank ifølge Reuters.

Inflationen i euroområdet nåede et rekordhøjt niveau på 5,8 pct. i sidste måned ifølge data onsdag, som oversteg økonomernes allerede høje forventninger, og fik pengepolitiske beslutningstagere til at advare om stagflation - en betegnelse for langsom økonomisk vækst samtidig med forholdsvis høj arbejdsløshed og høj inflation.

Det kan sætte enhver formodning om tiltag fra ECB i retning af strammere pengepolitik til vægs, mens Federal Reserve modsat står til at hæve renten trods de internationale urolige forhold.

Federal Reserves topchef, Jerome Powell, sagde onsdag, at centralbanken "forsigtigt" vil begynde at hæve renten i indeværende måned, men pointerede samtidig at centralbanken er klar til mere aggressive tiltag, hvis det skulle blive nødvendigt – et scenarie som markedsdeltagerne har indregnet i prissætningen.

Euro, der har mistet omkring 3 pct. af værdien over for dollar over de seneste to uger, er dog ikke den eneste valuta til at få en over nakken.

Østeuropæiske valutaer som ungarske forint og polske zloty har begge mistet mere end 7,5 pct. af værdien siden krigen brød ud i lys lue, og begge ligger tæt på det laveste niveau i to årtier.

Euro koster torsdag morgen 1,1095 dollar mod 1,1065 dollar onsdag eftermiddag, mens pund koster 1,3390 dollar mod 1,3320 dollar onsdag.

Dollar ligger samtidig i 115,60 yen torsdag morgen mod 115,55 yen onsdag.

.\\˙ MarketWire