USA/tendens: Udsigt til rødt marked - banker ramt i formarked
4/3 15:01
Der er fredag udsigt til en rød åbning, når handelen med de amerikanske aktier begynder kl. 15.30 dansk tid. Bekymringen efter Ruslands fremmarch i Ukraine og senest erobringen af Europas største atomkraftværk tynger finansmarkederne og sender investorerne i ly i obligationer, dollar og schweizerfranc.
Det brede S&P 500-indeks faldt torsdag 0,5 pct., Dow Jones-indekset satte sig 0,3 pct., og Nasdaq tabte mest med 1,6 pct.
Fredag ligger futures på de tre ledende indeks underdrejede med fald på omkring 0,8 pct. en halv times tid før åbningen.
Torsdag var endnu en nervøs handelsdag for de amerikanske investorer, da aktierne faldt, mens olieprisen svingede ganske voldsomt, og frygten for økonomisk afmatning på uheldigvis blandede sig med udsigten til højere renter. Fredag ser ud til at blive mere af det samme.
BANKAKTIER RAMMES AF FALDENDE RISIKOLYST
Bankaktier falder i formarkedet og har retning mod det tredje ugentlige fald i træk. Investorernes risikolyst er minimal, og det rammer sammen med rentefald sektoren.
Citigroup falder 1,9 pct. i formarkedet til 56,54 dollar. JPMorgan falder 1,5 pct. til 136,44 dollar, og Morgan Stanley falder 0,9 pct. til 86,96 dollar.
GAP TIL VEJRS
Den amerikanske tøjkoncern GAP drøner derimod op i formarkedet med 7,4 pct. til 15,31 dollar efter sent torsdag at have leveret regnskab. Selskabet har lagt en prognose for regnskabsåret 2022/23 frem, der peger i retning af en forbedret indtjeningsevne.
GAP, som ejer tøjmærket af samme navn samt Athleta og Old Navy, regner med en justeret indtjening per aktie på 1,85-2,05 dollar, mens konsensus ifølge Bloomberg News blot var på 1,74 dollar.
Samtidig ses en driftsmargin på 6,3-6,8 pct. Her var blot spået 5,8 pct.
Det er positive takter, når der sammenlignes med tallene for det netop overståede fjerde kvartal, hvor koncernens justerede resultat per aktie var på minus 2 cent, men dog mod ventede negative 14 cent. Driftsmarginen kravlede akkurat i plus i 0,2 pct., hvor negative 1,2 pct. var ventet.
- Efter to år med restrukturering, inklusive frasalg af ikke-strategiske mærker, en forandring på vort europæiske marked til en partnermodel med få aktiver og lukningen af tabsgivende nordamerikanske butikker er vores kerneforretning stærk, og vi er parate til balanceret vækst på tværs af vores fire milliardstore livsstilsmærker, siger Sonia Syngal, topchef i GAP , i regnskabet.
Omsætningen endte samtidig i 4,50 mia. dollar i fjerde kvartal mod spåede 4,49 mia. dollar.
SALATKÆDE BELØNNES FOR TAL
Salatkæden Sweetgreen belønnes også for aflagt regnskab. Aktien stiger 20 pct. i formarkedet til 25,62 dollar. Regnskabet var bedre end ventet og frygten for omikrons effekt på salget lettede noget, skriver Bloomberg News.
.\\˙ MarketWire