USA/åbning: Klædt i rødt - banker får på hatten
4/3 15:53
Som ventet og indikeret i futuremarkedet op til åbningen fredag startede de amerikanske aktier i rødt. Bekymringen efter Ruslands fremmarch i Ukraine og senest erobringen af Europas største atomkraftværk tynger finansmarkederne og sender investorerne i ly i obligationer, dollar og schweizerfranc. Med krigen øges også frygten, for at det rammer den globale vækst i almindelighed og Europas vækst i særdeleshed. En bedre end ventet jobrapport gjorde ikke den store forskel.
Det brede S&P 500-indeks falder fredag efter knap et kvarters handel tæt på 1,1 pct. til 4316,80, Dow Jones-indekset sætter sig 1,2 pct. til 33.375,00, og Nasdaq taber 1 pct. til 13.410,89.
Fredag er som torsdag endnu en nervøs dag på markedet. En bedre end ventet arbejdsmarkedsrapport, hvor der blev skabt markant flere jobs og arbejdsløsheden faldt mere end ventet kunne ikke ændre på markedets nervøsitet over udviklingen i Europas baghave, Ukraine.
BANKAKTIER RAMMES AF FALDENDE RISIKOLYST
Sektormæssigt er bankaktierne hårdt ramt, og de har dermed retning mod det tredje ugentlige fald i træk. Investorernes risikolyst er minimal, og det rammer sammen med rentefald sektoren.
Blandt aktierne kan man pege på: Citigroup falder 2,3 pct. til 56,30 dollar. JPMorgan Chase falder 2,8 pct. til 134,35 dollar. Morgan Stanley sætter sig falder 1,6 pct. til 86,41 dollar. Bank of America falder 3,1 pct. til 41,20 dollar.
Regnskabssæsonen synger på sidste vers, men et par regnskaber tiltrækker sig opmærksomhed fredag.
GAP TIL VEJRS
Den amerikanske tøjkoncern GAP drøner derimod op med 5,5 pct. til 15,04 dollar efter sent torsdag at have leveret regnskab. Selskabet har lagt en prognose for regnskabsåret 2022/23 frem, der peger i retning af en forbedret indtjeningsevne.
GAP, som ejer tøjmærket af samme navn samt Athleta og Old Navy, regner med en justeret indtjening per aktie på 1,85-2,05 dollar, mens konsensus ifølge Bloomberg News blot var på 1,74 dollar.
Samtidig ses en driftsmargin på 6,3-6,8 pct. Her var blot spået 5,8 pct.
Det er positive takter, når der sammenlignes med tallene for det netop overståede fjerde kvartal, hvor koncernens justerede resultat per aktie var på minus 2 cent, men dog mod ventede negative 14 cent. Driftsmarginen kravlede akkurat i plus i 0,2 pct., hvor negative 1,2 pct. var ventet.
- Efter to år med restrukturering, inklusive frasalg af ikke-strategiske mærker, en forandring på vort europæiske marked til en partnermodel med få aktiver og lukningen af tabsgivende nordamerikanske butikker er vores kerneforretning stærk, og vi er parate til balanceret vækst på tværs af vores fire milliardstore livsstilsmærker, siger Sonia Syngal, topchef i GAP , i regnskabet.
Omsætningen endte samtidig i 4,50 mia. dollar i fjerde kvartal mod spåede 4,49 mia. dollar.
SALATKÆDE BELØNNES FOR TAL
Salatkæden Sweetgreen belønnes også for aflagt regnskab. Aktien stiger 18,7 pct. til 25,10 dollar. Regnskabet var bedre end ventet og frygten for omikrons effekt på salget lettede noget, skriver Bloomberg News.
Den amerikanske beskæftigelsesrapport viste fredag eftermiddag dansk tid, at beskæftigelsen uden for landbruget voksede med 678.000 personer i februar.
Det var dermed markant flere end ventet, da der blandt økonomerne var forudset en stigning på 423.000 personer ifølge et estimat indsamlet af Bloomberg News.
Beskæftigelsen i den private sektor voksede med 654.000 ansatte i måneden mod en ventet stigning på 413.000.
Samlet faldt arbejdsløsheden til 3,8 pct. fra 4,0 pct. Økonomerne havde ventet et fald i arbejdsløsheden til 3,9 pct.
.\\˙ MarketWire