ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Tunge kursfald efter russisk angreb på atomkraftværk

4/3 18:22

De amerikanske aktier falder på ugens sidste dag, da investorerne igen har øjnene rettet mod krigen i Ukraine, der angribes af nabolandet Rusland, som i løbet af natten også beskød Europas største atomkraftværk.

Investorerne søger derfor tilflugt i obligationerne, hvorfor renterne falder kraftigt på trods af en stærk amerikansk jobrapport, som dog overraskede med et fald i væksten i timelønningerne.

Der er også fortsat rift om olien, og derfor er det stort set kun energiaktierne samt de defensive forsyningsaktier, som stiger, mens finans- og de teknologitunge sektorer igen får hug.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder med 1,1 pct. Dow Jones-indekset mister samtidig 0,8 pct., mens teknologitunge Nasdaq mister 1,5 pct.

- Dette er en virkelig svær periode for markederne. Fed er fokuseret på inflationen, og banken er nødsaget til at komme i gang med en normalisering og hæve renterne, mens markedet er fokuseret på konsekvenserne af den russiske invasion, og den påvirkning er et negativt udbudschok, negativt for væksten og positivt for inflationen, siger Jeffrey Rosenberg, senior porteføljeforvalter hos Blackrock, til Bloomberg News.

S&P 500 er med fredagens minus på vej på weekend med et samlet ugeminus på 1,5 pct. I det perspektiv holder det amerikanske marked ganske godt stand, da det tilsvarende europæiske Stoxx 600 har tabt næsten 7 pct. gennem ugen.

- USA er mindre sårbar i forhold til Rusland-Ukraine-krisen, end hvad man ser i Europa. Markedet kigger på situationen og siger, at USA's økonomi er stærk, lyder det fra Seema Shah, chefstrateg hos Principal Gloval Investors, til The Wall Street Journal.

BANKET I BUND

I S&P 500-indekset falder finansaktierne med 2,4 pct. De tunge rentefald, den tiårige rente er nu i 1,72 pct. mod 2,05 pct. inden Ruslands overfald på Ukraine, er skidt nyt for bankernes indtjening, ligesom sanktionerne mod Rusland først og fremmest er finansielt rettede, og det presser samlet set sektoren hårdt.

Derfor er der hug til USA's største bank, JPMorgan Chase, på 3,4 pct., mens Bank of America mister 3,9 pct. Wells Fargo taber desuden 4,0 pct.

Den negative stemning går også hårdt ud over de teknologitunge vækstsektorer som it, cyklisk forbrug og kommunikationsservice, der mister 1,3-1,4 pct.

Her trækker Microsoft, Apple og chipkæmpen Nvidia ned i it med minusser på 1,4-2,8 pct., mens Amazon i cyklisk forbrug bakker med 1,6 pct. Inden for kommunikationsservice smider Alphabet desuden 1,6 pct., mens Walt Disney taber 3,3 pct.

Med et plus til olieprisen på 3,1 pct., så den nu er steget med næsten 50 pct. i 2022, så vinder energiaktierne derimod frem med 0,4 pct. Her er Occidental Petroleum spydspids i S&P 500 ved at vinde 6,7 pct., mens kæmperne Chevron og Exxon Mobil løftes mere beskedne 0,4-0,6 pct.

Den defensive forsyningssektor stiger dog mest med 1,4 pct., da de faldende renter alt andet lige gør sektorens stabile pengestrømme mere attraktive.

OPTIMISTISK PROGNOSE

Regnskabssæsonen synger på sidste vers, men der kommer dog stadig nye tal fra flere kanter. Torsdag aften var der således nyt fra chipproducenten Broadcom, som fredag belønnes med et plus på 4,4 pct.

Broadcom venter nemlig en toplinje i perioden på 7,90 mia. dollar, mens analytikerne på Wall Street havde regnet med mere beskedne 7,41 mia. dollar, ifølge Bloomberg News. Samtidig var resultaterne for første kvartal også bedre end ventet.

Uden for S&P 500 sætter tøjkoncernen GAP sig med 2,1 pct. En melding om overskud i det nye regnskabsår efter to år med restrukturering sendte ellers aktien op fra start, men investeringsbanken Morgan Stanley har ifølge Bloomberg News vendt retningen ved stadig at kræve mere syn for sagn.

Dagligvarekæmpen Costco mister også 1,7 pct., selv om væksten i andet kvartal var bedre end ventet, men pres på bruttomarginen tynger aktien.

United Air Lines har dog en hårdere fredag og mister 8,4 pct. til 36,99 dollar. Her er baggrunden af finanshuset Evercore ISI har sænket sit kursmål fra 55 til 48 dollar.

.\\˙ MarketWire