Valuta: Dollar med kurs mod værste uge siden februar
20/5 14:05
Den amerikanske dollar har kurs mod sin værste uge i tre måneder over for en række valutaer efter en længere periode med understøttelse til dollar.
Flere handlere har blandt søgt sikkerhed i dollar som følge af den store usikkerhed på markederne fra den stigende inflation og den russiske invasion af Ukraine.
Dollar-indekset, der vægter valutaen mod en kurv af andre valutaer, falder fredag til 102,891 fra et indeks ved åbning på 102,919. For ugen har indekset kurs mod et fald på 1,6 pct. Det er den største ugentlige svækkelse siden februar.
Svækkelsen kan delvist skyldes et fald i den amerikanske obligationsrente, når der justeres for inflation, mener analytikere ifølge Reuters.
- Det rejser spørgsmålet, om hvorvidt dollarstyrkelsen er kørt død. Men det er for tidligt at sige, om dollar har toppet, siger Kenneth Broux, der er valutastrateg i Société Générale.
Også den japanske yen, der ligeledes betragtes som sikker havn, svækkes fredag over for flere større valutaer - heriblandt dollar, der handles til 127,94 yen mod 127,37 yen torsdag eftermiddag.
Den fælleseuropæiske valuta euro har samtidig kurs mod en svag styrkelse over for dollar for ugen. Fredag eftermiddag svækkes den dog over en bred kam. En dollar koster således 1,0575 euro mod 1,0591 euro ved børslukketid torsdag.
For ugen er euro styrket 1,3 pct. over for dollar.
Den fælleseuropæiske valuta er i årets løb svækket betydeligt over for dollar - blandt andet på grund af den russiske invasion af Ukraine. Siden 24. februar, hvor Rusland gik ind i nabolandet, er euro svækket 5,5 pct. mod den amerikanske valuta.
.\\˙ MarketWire