Aktier/åbning: Bavarian fortsætter markant stigning i grøn åbning
20/5 09:29
Bavarian Nordic fortsætter, hvor aktien slap torsdag, og brager fredag op fra start. Det sker, efter at flere lande har fundet abekopper - en sygdom, som kun Bavarian har en godkendt vaccine imod.
Det sker i et generelt positivt eliteindeks, der blandt andet bliver løftet af, at de kinesiske banker har sænket den 5-årige lånerente for at hjælpe den hårdtramte kinesiske økonomi. Det har skabt god stemning på markederne verden over.
C25-indekset stiger 1 pct. fra åbningen til 1624,00.
Det meste af indekset er grønt, hvor kun en lille håndfuld aktier falder. Heriblandt er Ambu, der torsdag eftermiddag annoncerede et direktørskifte efter skuffende resultater. Det sendte aktien gevaldigt i vejret, men det momentum ser aktien ikke ud til at kunne holde fredag.
BAVARIAN FORTSÆTTER HIMMELFLUGT
Vaccineproducenten Bavarian Nordic stiger voldsomt for anden dag i træk, efter at der er kommet fokus på flere landes fund af abekopper. Det er nemlig kun Bavarian, der indtil videre har udviklet - og fået godkendt - en vaccine mod sygdommen.
Det sendte Bavarian i vejret med knap 30 pct. torsdag, da selskabet i samme ombæring kunne annoncere en ordre på netop abekoppevaccine til et unavngivent europæiske land.
Udviklingen fortsætter fredag, hvor Bavarian brager i vejret med 13,8 pct. til 208,20 kr. Aktien er dog trods den voldsomme kursudvikling stadig nede med 23 pct. siden årets start.
AMBU FALDER TIL BUNDS
Det danske medicoselskab Ambu meddelte torsdag eftermiddag, at der bliver skiftet ud i direktørstolen. Juan Jose Gonzalez fratræder fra dags dato og bliver erstattet af Britt Meelby Jensen.
Ifølge bestyrelsesformand Jørgen Jensen skyldes det skuffende økonomiske resultater, der har slidt på tilliden til Ambu. Det sagde han torsdag til MarketWire.
Den efterfølgende markedsreaktion vidnede om, at investorerne ser tingene på samme måde som formanden., da aktien blev sendt i vejret i en sen slutspurt med over 9 pct.
Markedsdeltagerne ser dog ud til at have besindet sig fredag, og det placerer Ambu i bunden af C25-indekset med et fald på 2,7 pct. i 92 kr.
STIGENDE FRAGTRATER TIL MÆRSK
Der er fredag medvind til Mærsk efter en hård uge på børsen. Det bidrager til den gode stemning, at rateindekset SCFI brød med den nedadgående tendens, der har sendt fragtraterne ned 17 uger i træk.
Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra den kinesiske storby til en række destinationer verden over, gik i ugen, der slutter fredag, frem med 0,4 pct. til 4162,69.
Mærsks B-aktie stiger 4,3 pct. fra start til 20.350 kr.
ROCKWOOL FÅR LØFTET ANBEFALING
Med i toppen ligger også Rockwool, der har fået hævet både anbefaling og kursmål hos den franske storbank Société Générale.
Anbefalingen løftes til "hold" fra "sælg", mens kursmålet hæves til 2000 kr. fra 1900 kr., viser data fra Bloomberg.
Onsdag opjusterede isoleringsproducenten forventningerne i sit kvartalsregnskab.
2022 ventes nu at byde på salgsvækst på 20-25 pct. i lokal valuta mod tidligere 15-20 pct. Skønnet for EBIT-margin er uændret på 13 pct.
I den modsatte ende har Rockwool fået skåret sit kursmål med knap 6 pct. til 1860 kr. fra førhen 1970 kr. af den amerikanske investeringsbank JPMorgan.
SIMCORP-KURSMÅL LØFTET EFTER REGNSKAB
Simcorp var blandt de selskaber, der torsdag aflagde regnskab, og it-selskabet har i kølvandet deraf fået løftet sit kursmål til hævet 725 kr. fra 675 kr. hos Handelsbanken. Anbefalingen fastholdes på "hold" for nuværende og på "outperform" på lang sigt, fremgår det af notatet.
Aktien stiger fredag 2,3 pct. til 503,50 kr.
NKT har fået løftet sit kursmål til 310 kr. fra 275 kr. af JPMorgan, mens anbefaling forbliver "neutral".
Kabelproducenten kom onsdag med positivt overrasende regnskab, hvor det operationelle driftsresultat inden for kabelaktiviteterne var på 38,3 mio. euro. Analytikerne havde til sammenligning estimeret et overskud på 22,2 mio. euro.
Aktien stiger 0,4 pct. til 331,80 kr.
AQUAPORIN FASTHOLDER
Blandt dagens regnskaber har Aquaporin fredag morgen aflagt regnskab for første kvartal, hvor forventningerne fastholdes. Der ventes fortsat en omsætning på 20-30 mio. kr., et EBITDA-resultat før særlige poster på minus 90-100 mio. kr. og et EBIT-resultat før særlige poster på minus 105-115 mio. kr.
Aktien falder 1,8 pct. til 88,20 kr.
Også Prime Office har aflagt tal for første kvartal. Også her bliver forventningerne til året fastholdt.
Aktien handles uændret i 254 kr.
.\\˙ MarketWire