Bavarian: Sundhedsstyrelse venter ikke udbredt spredning af abekopper
19/5 15:14
Torsdag er der konstateret en person smittet med abekopper i Stockholm, og også i Portugal og Storbritannien er der konstateret smittetilfælde, mens Spanien undersøger 23 mulige tilfælde. I USA er der et bekræftet tilfælde.
Men der er ikke set tilfælde af abekopper i Danmark på nuværende tidspunkt. Det oplyser Sundhedsstyrelsen til MarketWire.
- Vi har ikke en forventning om udbredt spredning i Danmark, selv hvis vi kommer til at se enkelte tilfælde herhjemme, skriver styrelsen i en mail til MarketWire.
- Sundhedsstyrelsen kommer inden for de kommende dage med retningslinjer til, hvordan man i sundhedsvæsenet skal håndtere personer, der er mistænkt for at have abekopper, eller hvor abekopper er bekræftet. Sundhedsberedskabet i Danmark er robust og gearet til at håndtere eventuelle tilfælde af abekopper, oplyses det.
Ifølge Sundhedsstyrelsen viser abekopper sig typisk med blandt andet feber, kulderystelser og et udslæt med blærer, som kan give sår, når de heler. Sygdommen varer normalt 2-4 uger.
Sygdommen forekommer hyppigst i Afrika, og der er rapporteret om en dødelighed mellem 1-10 pct., men langt de fleste patienter forventes i et sundhedsvæsen som det danske at komme sig helt. Behandling er primært understøttende, fremgår det af oplyser fra Sundhedsstyrelsen.
- Der er ikke særlige anbefalinger til borgere specifikt i forhold til at forebygge smitte mod abekopper, men anbefalingerne om god hygiejne med hyppig håndvask med vand og sæbe eller håndsprit gælder fortsat generelt i forhold til at forebygge smitsom sygdom, skriver styrelsen i mailen til MarketWire.
Fundet af abekopper er årsagen til, at Bavarian Nordic-aktien stiger eksplosivt med 23,4 pct. torsdag. Det danske medicinalselskab har nemlig den eneste myndighedsgodkendte vaccine mod abekopper.
Tidligere torsdag kunne Bavarian offentliggøre, at selskabet har modtaget en ordre fra et ikke oplyst europæisk land.
.\\˙ MarketWire