Asien: Frygt for global inflation sender aktiebørsene i knæ - NY
19/5 06:41
De asiatiske aktiemarkeder er igen badet i rødt torsdag efter onsdagens amerikanske storudsalg på Wall Street, da investorerne igen er bekymrede over stigende global inflation og udsigten til aggressive renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.
Glemt er tirsdagens massive stigninger i de globale aktiemarkeder, og frem er i stedet trukket onsdagen stejle storudsalg i New York.
- Det skal siges, at bekymringen for inflationen aldrig er forsvundet, siden vi trådte ind i 2022, men selv om tingene endnu ikke er nået til point of no return, er de tilsyneladende på vej i retning af "ude af kontrol". Det er nok den mest bekymrende del for markedet, siger markedsanalytiker Hebe Chen fra IG i Melbourne til Reuters.
MSCI's bredeste indeks for Asien og Stillehavsområdet uden for Japan dropper 2,3 pct.
Futures for de store amerikanske aktieindeks indikerer til gengæld nu kursstigninger i New York på 0,2 pct., når markedet åbner senere på dagen. Tidligere på morgenen stod Wall Street til at falde op til 0,8 pct.
De japanske investorer ser med bekymring på den amerikanske udvikling.
Det toneangivende Nikkei 225-indeks falder 1,9 pct., og det brede Topix-indeks viger 1,4 pct.
I de kinesiske markeder er teknologisektoren stadig rystet efter et års myndighedes-granskning og vigende økonomiske udsigter, der stammer fra Beijings nul-covid-strategi.
Shanghai Composite falder 0,1 pct., og CSI 300 dropper 0,3 pct.
Hårdere går det ud over børsen i Hongkong, hvor blandt andet spilproducenten Tencent har fået ørerne i maskinen med et fald på 6,2 pct. i kølvandet af et skuffende regnskab med en flad omsætningsvækst i første kvartal - det ringeste resultat siden børsnoteringen i 2004.
Hang Seng indekset falder 2,3 pct.
På de øvrige asiatiske børser ligger Taiwans Taiex-indeks med et minus på 2,0 pct., Singapores Strait Times-indeks falder 0,4 pct., og Kospi-indekset i Seoul viger 1,3 pct.
Australiens ASX-indeks ligger samtidig med et tab på 1,6 pct. på børsen i Sydney.
Indeks | Udvikling (%) |
Nikkei 225 | -1,9 |
Topix | -1,4 |
Hongkongs Hang Seng | -2,3 |
China Shanghai Composite | -0,1 |
China CSI 300 | -0,3 |
Taiwan Taiex | -2,0 |
Sydkoreas Kospi | -1,3 |
Indiens BSE Sensex | -2,0 |
Singapores STI | -0,4 |
Sydney ASX 200 | -1,6 |
Indeksværdi klokken 6.15.
.\\˙ MarketWire