Valuta: Finansiel uro optager al opmærksomhed - dollar styrket
19/5 06:32
Uroen på de finansielle markeder stjæler igen al opmærksomheden torsdag morgen.
Fornyede massive kursfald på Wall Street onsdag har igen sendt investorerne på flugt fra enhver form for risici på baggrund af stigende bekymring for, at aggressive stramninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, og andre af de store globale centralbanker vil kvæle den økonomiske vækst og ultimativt sende store dele af den globale økonomi ud i recession.
Det amerikanske dollarindeks, der måler dollar mod euro, den japanske yen, det britiske pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger torsdag morgen i 103,75 mod 103,48 onsdag eftermiddag.
Onsdagens amerikanske kursfald følges op af massive fald i de asiatiske aktiemarkeder torsdag, hvor også de amerikanske aktiefutures indikerer nye fald, når markedet i New York åbner senere på dagen.
Uroen og frygten for en centralbankkatalyseret afmatning afspejles i rentemarkedet, hvor den toneangivende tiårige amerikanske statsobligationsrente onsdag faldt 10 basispoint til 2,89 pct. i New York.
Torsdag morgen er rentefaldet fladet ud, og papiret forrentes med 2,91 pct. på T-bond-markedet i Tokyo.
Onsdagens ringe amerikanske boligdata har givet næring til yderligere bekymringerne for en afmatning, mens Federal Reserves topchef, Jerome Powell, forleden skærpede retorikken ved at understrege, at centralbankens renteudvalg, Federal Open Market Committee (FOMC), vil presse renterne lige så højt op, som det er nødvendigt for at dæmme op for den stigende inflation, som han vurderer truer hele grundlaget for økonomien.
- Powells holdning gør det svært at opnå en "blød landing" for den amerikanske økonomi på grund af de lange forsinkelser mellem ændringer i pengepolitikken og ændringer i inflationen, vurderer valutastrateg Joseph Capurso fra Commonwealth Bank of Australia i Sydney i et notat ifølge Reuters.
Federal Reserve synes nærmest at være gået i panik over grotesk længe at have slået sidste års tydelige tegn på øget inflation hen som "midlertidig" og nu at være landet så markant efter kurven, at der er fare for at skubbe økonomien ud i så kraftig afmatning, at en recession ifølge adskillige storbanker nu står for døren senere på året.
Euro koster torsdag morgen 1,0495 dollar mod 1,0515 dollar onsdag eftermiddag, mens pund koster 1,2360 dollar mod 1,2410 dollar onsdag.
Dollar ligger samtidig i 128,65 yen torsdag morgen mod 129,40 yen onsdag.
.\\˙ MarketWire