ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/middag: Aktier i storudsalg efter nye detailskuffelser

18/5 18:20

Tirsdagens skuffelse fra detailkæmpen Walmart, som nedjusterede sine forventninger, er onsdag blevet fulgt op to andre sæt svage tal fra konkurrenten Target og byggemarkedskæden Lowe's.

Tegnene på, at inflationen nu presser selskabernes indtjeningsevne, sender humøret i kulkælderen hos investorerne, og aktierne bakker derfor mere, end de ellers vandt i tirsdagens meget positive handel.

Det brede marked, målt på S&P 500-indekset, falder onsdag kl. 12.15, lokal tid i New York, på den baggrund med hele 3,0 pct., mens det ellers vandt 2,0 pct. tirsdag. Dow Jones smider samtidig 2,5 pct., mens Nasdaq taber mest med 3,5 pct.

- Der er en startende forringelse af væksthistorien. Og det begynder nu at blive samlet op i indtjeningerne, siger Michael Metcalfe, chef for makrostrategi hos State Street Global Markets, til Financial Times.

SVAGE DETAILREGNSKABER

Tirsdag nedjusterede Walmart indtjeningsforventningerne, da marginerne ifølge detailkæmpen presses af stigende priser på fødevarer og energi.

Investorerne kvitterede med det største fald i Walmart-aktien på 11,4 pct. siden 1987, og onsdag gentages den udvikling for konkurrenten Targets vedkommende, der smider 25,1 pct., hvilket også er det største minus i 35 år, efter endnu en nedjustering.

- Vi er mindre profitable, end vi havde ventet at være, eller har til hensigt at være på sigt, siger administrerende direktør i Target, Brian Cornell, ifølge Bloomberg News.

Target spår nu en driftsmargin på omkring 6 pct. i år mod tidligere mindst 8 pct.

Lowe's taber desuden 5,8 pct., da væksten, det sammenlignelige salg, i første kvartal faldt med 4,0 pct., hvilket var mere end de ventede 3,25 pct.

De dårlige nyheder rammer også en lang række detailkollegaer. Den store dagligvarekæde Costco Wholesale trækkes med ned med minus 11,9 pct., Walmart mister onsdag yderligere 7,2 pct., og Lowe's-konkurrenten Home Depot taber 5,1 pct. Desuden mister de to lavpriskæder, som kan sammenlignes med Flying Tiger herhjemme, Dollar Tree og Dollar General henholdsvis 17,0 og 11,7 pct.

AMAZON TRÆKKES MED NED

På den baggrund er det ikke overraskende, at den ellers defensive dagligvaresektor hører til i bunden af S&P 500 med et minus på 5,0 pct.

Det går dog endnu være for cyklisk forbrug, der taber 5,5 pct. Her er Amazon under pres med et minus på 5,7 pct., fordi investorerne frygter for, at prisstigningerne også vil ramme indtjeningen hos internetkæmpen, ligesom Tesla smider 4,8 pct.

I it-sektoren, som mister 3,3 pct., falder Apple og Microsoft også med henholdsvis 4,3 og 3,5 pct., og de to tynger derfor faktisk markedet mere end alle andre onsdag, mens også chipkæmpen Nvidia lidt længere nede ad listen bakker med 5,0 pct.

I kommunikationsservice, som falder med 2,3 pct., mister Alphabet 3,1 pct., mens Meta Platforms smider 3,3 pct.

I cyklisk forbrug er der dog et enkelt lyspunkt, da TJX Cos topper S&P 500 med et plus på 8,6 pct. Detailkæden, som sælger designertøj til lave priser, vinder frem, da investorerne bider mærke i en bedre marginudvikling end hos de store dagligvaregiganter, selv om prognosen faktisk ligger under det ventede.

I den anden ende har indeksets transportaktier det også svært. Den tunge udvikling hos kunder som Walmart, Target og Lowe's betyder nemlig formentlig mindre efterspørgsel på fragt, og derfor smider JB Hunt og Old Dominion Freight Line 9,4 og 10,7 pct.

ET HÆDERLIGT MINUS

På regnskabsfronten klarer Analog Devices sig i det samlede billede sig derfor ganske hæderligt med et mindre fald på 1,3 pct. Producenten af halvledere slog i sit andet kvartal forventningerne på Wall Street på både top og bund, ligesom prognosen for tredje kvartal på begge niveauer også er over det ventede.

Den kinesiske musiktjeneste Tencents notering i USA falder også med 5,1 pct. De kinesiske myndigheders strammere kurs over for landets teknologivirksomheder har ramt koncernen på omsætningen, der nedte lavere end ventet, og selskabet spår desuden, at presset fra myndighederne kun langsomt vil aftage.

.\\˙ MarketWire