Aktier/åbning: Rockwool topper i grønt C25 forud for regnskab
18/5 09:18
Rockwool kunne gå hen at blive en af onsdagens mest omtalte selskaber i et C25-indeks, der kommer fra start med et forsigtigt plus.
Selskabet aflægger regnskab for første kvartal, der umiddelbart tyder på fremgang på toplinjen.
Dertil vil den store vaccineordre fra USA til Bavarian ligeledes skinne et rampelys på selskabet onsdag.
Derudover har både kabelvirksomheden NKT og TCM, der blandt andet står bag Svanekøkkenet, kommet med regnskaber for første kvartal onsdag morgen, hvor Norden i øvrigt har opjusteret forventningerne klart.
Samlet stiger eliteindekset, C25, med 0,9 pct. til 1652,23.
UDSIGT TIL PÆNE SALGSTAL FRA ROCKWOOL
Rockwool vil formentlig melde om en omsætning for første kvartal, der har været hjulpet af god aktivitet og markante prisforhøjelser.
Det vurderer Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen i et analysenotat forud for Rockwools regnskab for årets tre første måneder, der ventes ud på eftermiddagen.
Omsætningen ventes ifølge Sydbanks analytiker at stige 24 pct. til 843 mio. euro drevet af prisforhøjelser.
- Volumenvæksten ser vi være positiv, men kan være hæmmet af forsinkelser, inflation og mangel på byggematerialer hos kunderne, hvilket bremser efterspørgslen efter isolering, skriver analytikeren, der ser let valutamedvind fra en styrket dollar og pund.
Rockwool har valgt at blive i Rusland trods landets invasion af Ukraine, og derfor forventer Sydbank ikke nogen nedskrivninger af værdier i regionen i forbindelse med regnskabet.
Aktien stiger 3,8 pct. til 1969,50 kr.
AMERIKANSKE MYNDIGHEDER UDNYTTER OPTION HOS BAVARIAN
Det amerikanske myndighedsorgan Barda - Biomedical Advanced Research and Development Authority - har udnyttet en option i en kontrakt på Bavarian Nordics frysetørrede koppevaccine, Jynneos.
Optionerne har en værdi af 119 mio. dollar - svarende til 841,8 mio. kr. - og udnyttelsen betyder, at de første doser skal produceres og faktureres næste år og i 2024, oplyser Bavarian onsdag morgen.
Udnyttelsen er ifølge Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen et positivt signal.
- Det er positivt, om end ventet, og det viser, at man har en god forretning i koppevacciner, som sikrer nogle gode underliggende pengestrømme for Bavarian, siger Sydbank-analytikeren til MarketWire.
Bavarian stiger 3,2 pct. til 139,95 kr.
NKT kom ud af første kvartal med et langt større operationelt driftsresultat inden for kabelaktiviteterne end ventet - på 38,3 mio. euro.
Analytikerne havde til sammenligning estimeret et operationelt driftsresultat (EBITDA) på 22,2 mio. euro for kabelaktiviteterne, som i samme kvartal sidste år genererede en driftsresultat på 8,4 mio. euro.
For hele 2022 fastholdes forventningerne.
Inden for kabelaktiviterne ventes dermed fortsat en omsætning i standard-metalpriser på 1,35-1,45 mia. euro og et operationelt (EBITDA) på 130-155 mio. euro.
Til sammenligning havde analytikerne for kabelaktiviteterne estimeret en omsætning i 2022 på 1420 mio. euro og et operationelt EBITDA på 146 mio. euro.
Aktien stiger 7,3 pct. til 322 kr. onsdag morgen.
Omvendt måtte køkkenproducenten TCM se indtjeningen vige i første kvartal, der har været præget af udfordringer med at skaffe både råmaterialer og komponenter.
Ved udgangen af kvartalet var forsyningssituationen ifølge producenten af Svane Køkkenet, Tvis og Nettoline næsten tilbage på normalt niveau, men årets første tre måneder har været præget af uro.
Omsætningen steg til 281,4 mio. kr. fra 281,1 mio. kr., men bruttoresultatet faldt til 60 mio. kr. fra 66 mio. kr.
Driftsresultatet svandt til 26 mio. kr. fra 33 mio. kr., og bundlinjen faldt til 16,6 mio. kr. fra 24,7 mio. kr.
TCM-aktien falder onsdag 1,6 pct. til 100 kr.
VESTAS SKAL IGENNEM KUPERET TERRÆN
Vestas' regnskab for første kvartal har været med til at øge bekymringen for indtjeningsudsigterne i 2023, efter at vindmølleproducenten i regnskabet nedjusterede forventningerne til driftsmarginen i år til niveauet mellem minus 5 pct. og 0 pct.
Hos Handelsbanken ses der dog fortsat en mere normaliseret overskudsgrad i 2023 på 6,2 pct., men bankens analytikere ser dog tvivlende på det nuværende risiko/afkast-forhold - i hvert fald indtil der ses en vending i lønsomheden - fremgår det af et analysenotat onsdag.
Onsdag stiger Vestas-aktien 3,6 pct. til 158,14 kr.
TORM FÅR MARKANT HØJERE KURSMÅL - NORDEN OPJUSTERER
Svenske SEB løfter sit kursmål for tankrederiet Torm ganske betragteligt til 125 kr. fra 75 kr.
Der er altså tale om et kursmålsløft på 66,7 pct.
Samtidig gentages den positive anbefaling "køb" i øvrigt, fremgår det af data fra Bloomberg News.
Torm-aktien stiger 5,4 pct. til 92,15 kr.
Kursmålet for aktien i FLSmidth er blevet sat op med knap 6 pct. til 190 kr. fra 180 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.
Anbefalingen af aktien fastholdes dog på "sælg". Det nye kursmål indikerer da også et mindre negativt potentiale på 2 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag i 194,50 kr.
Aktien stiger 1,2 pct. til 196,80 kr.
Rederiet Norden opjusterer forventningerne til hele 2022 ovenpå stærk start på andet kvartal.
Der ventes nu et resultat på 340-420 mio. dollar mod tidligere ventet 270-350 mio. dollar.
Aktien steg 6,1 pct. til 297,20 kr. tirsdag.
Derudover har det franske containerrederi CMA CGM, der konkurrerer med blandt andet Mærsk, meldt ud, at de vil lave en fragtalliance med luftfartskæmpen Air France-KLM, og i den forbindelse vil luftfartsselskabet sælge en andel af selskabet til CMA CGM.
Det skriver Bloomberg News, der mener at vide, at andelen er på 9 pct. af aktiekapitalen.
Mærsk-konkurrenten bevægede sig ind på fragtmarkedet på vingerne sidste år og har siden udvidet den del hurtigt på grund af massiv efterspørgsel efter coronapandemien.
Mærsk B-aktien stiger 0,9 pct. til 20.860 kr.
.\\˙ MarketWire