ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Bavarian/Sydbank: Amerikansk vaccineordre sikrer gode pengestrømme

18/5 08:50

Bavarian Nordic har netop sikret sig pæne millionindtægter de kommende par år, efter at det amerikanske myndighedsorgan Barda - Biomedical Advanced Research and Development Authority - har udnyttet optioner i en kontrakt på Bavarian Nordics frysetørrede koppevaccine, Jynneos.

Udnyttelsen er ifølge Sydbank-analytiker Søren Løntoft Hansen et positivt signal.

- Det er positivt, om end ventet, og det viser, at man har en god forretning i koppevacciner, som sikrer nogle gode underliggende pengestrømme for Bavarian, siger Sydbank-analytikeren til MarketWire.

De amerikanske myndigheder har foreløbig udnyttet optioner til en værdi af 119 mio. dollar - svarende til 840 mio. kr. Med udnyttelsen skal Bavarian producere og fakturere de første doser frysetørret koppevaccine næste år og i 2024.

Og der kan også være mere arbejde på vej.

Endnu mangler Barda nemlig stadig at udnytte optioner til en værdi af ekstra 180 mio. dollar - eller 1272 mio. kr. Udnyttes de, vil det ifølge Bavarian bringe det samlede antal færdigproducerede doser af Jynneos frysetørret koppevaccine op på cirka 13 mio. doser, der forventes produceret i 2024 og 2025.

MULIGHED FOR YDERLIGERE ORDRER

I forvejen har de amerikanske myndigheder 20 mio. doser af Bavarians flydende-frosne koppevaccine på lager.

De frysetørrede vacciner har imidlertid længere holdbarhed, og der kan derfor være yderligere ordrer på vej fra USA, vurderer Søren Løntoft Hansen.

- Hvis myndighederne udnytter alle optioner, får de 13 mio. doser, men de har et beredskab på 20 mio. doser, de gerne vil have udskiftet.

- Desuden har der været snak om at udvide beredskabet til adskillige flere amerikanere. Men det er der jo ikke kontrakter på, og her må vi så se. Men med den geopolitiske usikkerhed i verden i dag, vil jeg ikke udelukke, at vi ser, at beredskabet skal øges senere hen, siger Søren Løntoft Hansen.

.\\˙ MarketWire