ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Rockwool i rampelyset - udsigt til grønt C25

18/5 08:17

Rockwool kunne gå hen at blive en af onsdagens mest omtalte selskaber i et C25-indeks, der øjensynligt vil komme ud af starthullet med et forsigtigt plus.

Selskabet aflægger regnskab for første kvartal, der umiddelbart tyder på fremgang på toplinjen.

Derudover har både kabelvirksomheden NKT og TCM, der blandt andet står bag Svanekøkkenet, kommet med regnskaber for første kvartal onsdag morgen, hvor Norden i øvrigt har opjusteret forventningerne klart.

Samlet steg eliteindekset, C25, med 1,7 pct. til 1637,61 med kun få aktier i rødt. Det var Danske Bank, Genmab og Unbrew, der faldt mellem 0,03 til 1 pct. - størst for Danske Bank - uden selskabsspecifikt nyt fra den kant.

I USA syntes aktierne ved dansk lukketid tirsdag at have besluttet sig for en overvejende positiv udvikling efter indledende handler, der satte de store indeks i svingninger i begge retninger.

Den stemning synes dog at have ændret sig onsdag morgen i futures for de toneangivende amerikanske indeks, hvor der indikeres en nogenlunde flad udvikling på børsen i New York.

Anderledes er der en smule optimisme at spore i futures for de europæiske markeder, hvor blandt andet det tyske DAX-indeks indikeres at stige 0,2 pct., hvilket kunne tyde på, at tirsdagens positive takter på det danske aktiemarked fortsætter onsdag.

UDSIGT TIL PÆNE SALGSTAL FRA ROCKWOOL

Rockwool vil formentlig melde om en omsætning for første kvartal, der har været hjulpet af god aktivitet og markante prisforhøjelser.

Det vurderer Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen i et analysenotat forud for Rockwools regnskab for årets tre første måneder, der ventes ud på eftermiddagen.

Omsætningen ventes ifølge Sydbanks analytiker at stige 24 pct. til 843 mio. euro drevet af prisforhøjelser.

- Volumenvæksten ser vi være positiv, men kan være hæmmet af forsinkelser, inflation og mangel på byggematerialer hos kunderne, hvilket bremser efterspørgslen efter isolering, skriver analytikeren, der ser let valutamedvind fra en styrket dollar og pund.

Rockwool har valgt at blive i Rusland trods landets invasion af Ukraine, og derfor forventer Sydbank ikke nogen nedskrivninger af værdier i regionen i forbindelse med regnskabet.

Aktien steg 6 pct. til 1898 kr. tirsdag.

AMERIKANSKE MYNDIGHEDER UDNYTTER OPTION HOS BAVARIAN

Det amerikanske myndighedsorgan Barda - Biomedical Advanced Research and Development Authority - har udnyttet en option i en kontrakt på Bavarian Nordics frysetørrede koppevaccine, Jynneos.

Optionerne har en værdi af 119 mio. dollar - svarende til 841,8 mio. kr. - og udnyttelsen betyder, at de første doser skal produceres og faktureres næste år og i 2024, oplyser Bavarian onsdag morgen.

Bavarian steg 4,2 pct. til 135,65 kr. tirsdag.

NKT kom ud af første kvartal med et langt større operationelt driftsresultat inden for kabelaktiviteterne end ventet - på 38,3 mio. euro.

Analytikerne havde til sammenligning estimeret et operationelt driftsresultat (EBITDA) på 22,2 mio. euro for kabelaktiviteterne, som i samme kvartal sidste år genererede en driftsresultat på 8,4 mio. euro.

For hele 2022 fastholdes forventningerne.

Inden for kabelaktiviterne ventes dermed fortsat en omsætning i standard-metalpriser på 1,35-1,45 mia. euro og et operationelt (EBITDA) på 130-155 mio. euro.

Til sammenligning havde analytikerne for kabelaktiviteterne estimeret en omsætning i 2022 på 1420 mio. euro og et operationelt EBITDA på 146 mio. euro.

Aktien steg 3,7 pct. til 300,80 kr. tirsdag.

Omvendt måtte køkkenproducenten TCM se indtjeningen vige i første kvartal, der har været præget af udfordringer med at skaffe både råmaterialer og komponenter.

Ved udgangen af kvartalet var forsyningssituationen ifølge producenten af Svane Køkkenet, Tvis og Nettoline næsten tilbage på normalt niveau, men årets første tre måneder har været præget af uro.

Omsætningen steg til 281,4 mio. kr. fra 281,1 mio. kr., men bruttoresultatet faldt til 60 mio. kr. fra 66 mio. kr.

Driftsresultatet svandt til 26 mio. kr. fra 33 mio. kr., og bundlinjen faldt til 16,6 mio. kr. fra 24,7 mio. kr.

TCM-aktien steg tirsdag med 2,6 pct. til 101,60 kr.

VESTAS SKAL IGENNEM KUPERET TERRÆN

Vestas' regnskab for første kvartal har været med til at øge bekymringen for indtjeningsudsigterne i 2023, efter at vindmølleproducenten i regnskabet nedjusterede forventningerne til driftsmarginen i år til niveauet mellem minus 5 pct. og 0 pct.

Hos Handelsbanken ses der dog fortsat en mere normaliseret overskudsgrad i 2023 på 6,2 pct., men bankens analytikere ser dog tvivlende på det nuværende risiko/afkast-forhold - i hvert fald indtil der ses en vending i lønsomheden - fremgår det af et analysenotat onsdag.

Tirsdag steg Vestas-aktien 2,1 pct. til 152,66 kr.

TORM FÅR MARKANT HØJERE KURSMÅL - NORDEN OPJUSTERER

Svenske SEB løfter sit kursmål for tankrederiet Torm ganske betragteligt til 125 kr. fra 75 kr.

Der er altså tale om et kursmålsløft på 66,7 pct.

Samtidig gentages den positive anbefaling "køb" i øvrigt, fremgår det af data fra Bloomberg News.

Torm-aktien faldt tirsdag med 3,1 pct. til 87,20 kr.

Kursmålet for aktien i FLSmidth er blevet sat op med knap 6 pct. til 190 kr. fra 180 kr. af den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Anbefalingen af aktien fastholdes dog på "sælg". Det nye kursmål indikerer da også et mindre negativt potentiale på 2 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag i 194,50 kr.

Rederiet Norden opjusterer forventningerne til hele 2022 ovenpå stærk start på andet kvartal.

Der ventes nu et resultat på 340-420 mio. dollar mod tidligere ventet 270-350 mio. dollar.

Aktien steg 1,9 pct. til 280,20 kr. tirsdag.

.\\˙ MarketWire