ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Nilfisk/CEO: God start på 2022 - måske en spids bedre end ventet

17/5 13:08

Nilfisk, der leverer professionelle rengøringsløsninger og services, har præsteret en organisk vækst i først kvartal på 9,3 pct., hvilket ifølge selskabets administrerende direktør, tyske Torsten Türling, nok er lidt over forventningerne fra starten af året.

- Vi har vores ambitioner, forretningsplan og mål, og vi udvikler os på linje med dem - måske en spids bedre. Vi er glade for den vækst, vi har opnået i først kvartal, siger Torsten Türling i et interview med MarketWire efter koncernens regnskab for årets første tre måneder.

I kvartalet omsatte Nilfisk for 264,2 mio. euro sammenlignet med 237,3 mio. euro i samme periode året før. Cirka halvdelen er væksten er drevet af øget volumen, mens prisforhøjelser tegner sig for cirka den anden halvdel.

Som så mange andre virksomheder kæmper Nilfisk med hastigt stigende inputpriser, hvilket virksomheden forsøger at få kompensation for igennem prisjusteringer.

- Det er en udfordring, men vi tager "action" på det. Vi oplever som alle andre inflationære pres, så prisjusteringer er blevet vigtigere, end når du sammenligner med for få år siden, hvor inflationen var lavere.

- Det gode er, at alle opererer i samme markedsmiljø, og der er i markedet derfor bedre accept af prisjusteringer, end der ville have været for få år siden, siger Torsten Türling.

Tidligere var det mere en årlig begivenhed med prisjusteringer for at tage højde for inflationsudviklingen, men nu foregår det "dynamisk".

- Tiden med etårige prisjusteringer er ovre. Nu gør vi det dynamisk, hvilket vi har gjort siden sidste år. Der har været flere runder af prisforhøjelser, herunder af listepriser, men også i forbindelse med genforhandling af kontrakter med kunder.

- Vi fortsætter med at tilpasse priser monitorerende inflationssituationen, forklarer Torsten Türling.

Nilfisk måtte i første kvartal dog se sin bruttomargin falde til 40 pct. fra 41,6 pct. året før netop som følge af omkostningsinflationen og fortsat høje fragtrater, hvilket altså kun til dels blev udlignet af effekten af højere priser og højere omsætning.

Udviklingen afspejler, at prisjusteringerne kommer lidt forsinket i forhold til inflationen, og at man derfor kan komme til at "løbe lidt efter kurven", som direktøren formulerer det.

- Vi dimensionerer altid vores prisforhøjelser til fuldt ud at udligne inflationen. Du ser en lille erosion af vores margin, og det er nettopåvirkningen af høj inflation og vores prisjusteringer. Så vi er et lille skridt bag kurven, men vi har initieret tiltag til at få indhentet det.

- Vi har kontrol med vores prisaktioner, men vi har ingen kontrol over inflationen. Hvis den rykker på sig, tilpasser vi yderligere, og nogle uger senere burde vi have fuld dækning, siger Torsten Türling.

.\\˙ MarketWire