USA/åbning: Paypal og medicinalaktier stiger i lettelse på Wall Street
14/9 15:37
Der bliver pustet ud blandt investorerne i onsdagens tidlige handel på Wall Street, hvor de amerikanske aktier stiger en smule.
Det kommer oven på tirsdagens tunge dyk, der var det største fald gennem hele det ellers pressede 2022 på aktiemarkedet.
Højere end ventede inflationstal vendte tirsdag en ellers positiv udvikling i futures til tunge dyk, så det endte med, at blot fem ud af 500 aktier i S&P 500-indekset sluttede i plus.
Samlet faldt indekset med 4,3 pct., og Dow Jones-indekset satte sig 3,9 pct. Det tungeste fald tog teknologiaktierne i Nasdaq-indekset med samlet set 5,2 pct.
Onsdag er der let bedring at spore, og de tre toneangivende indeks stiger med 0,2-0,4 pct.
Nøgletallet tirsdag eftermiddag, der viste en knap så aftagende inflation som ventet, fik igen markedet til at skrue sine forventninger til de pengepolitiske stramninger fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i vejret.
Nu regner markedet med sikkerhed med et renteløft på 75 basispoint i næste uge, men også et løft på 100 basispoint er pludselig en del af overvejelserne.
Det betyder også, at markedsforventningen nu er, at centralbankens ledende rente vil toppe i over 4 pct.
- Federal Reserve har stadig et stykke vej endnu, og der er en forståelse af, at toprenten nu vil være over 4 pct., siger Seema Shah, der er chefstrateg hos Principal Global Investors, til nyhedsbureauet Reuters.
- Der havde været en fornemmelse af, at inflationen var ved at køle ned, men data viser blot, hvor fastgroet inflationen er, og det kræver, at Federal Reserve går et gear op, fortsætter hun.
JOHNSON & JOHNSON STARTER NYT STORT AKTIETILBAGEKØB
Blandt enkeltaktierne er der onsdag opmærksomhed til blandt andet medico- og medicinalkæmpen Johnson & Johnson, der har annonceret et nyt stort aktietilbagekøbsprogram.
Selskabet vil købe aktier tilbage for samlet 5 mia. dollar, hvilket ifølge Bloomberg News svarer til omtrent 1,2 pct. af Johnson & Johnsons markedsværdi.
Det foregående aktietilbagekøbsprogram fra selskabet lød ligeledes på 5 mia. dollar.
I onsdagens tidlige handel stiger aktien med 0,8 pct. til 162,62 dollar efter et fald på 2,6 pct. tirsdag.
Betalingstjenesten Paypal stiger i øvrigt med 1,6 pct. til 96,55 dollar fra start, efter at finanshuset Raymond James har løftet sin anbefaling af aktien til "outperform" fra "market perform".
Kursmålet er sat til 123 dollar.
Paypal er ifølge Raymond James en aktie, "som du gerne vil eje."
- Efter et udfordrende markedsmiljø efter covid-19 for Paypal - understreget ved modereret e-handelstrends og betydelige negative estimatændringer - har vi opnået grundlæggende tro på, at estimaterne på kort sigt har ramt bunden, og yderligere omkostningsbesparelser kan løfte indtjeningen per aktie i regnskabsåret 2023 og derefter, skriver finanshuset blandt andet ifølge Bloomberg News.
BERENBERG JUSTERER ANBEFALINGER AF BRISTOL-MYERS OG MERCK
Tyske Berenberg har kigget nærmere på aktierne i medicinalselskaberne Bristol-Myers Squibb og Merck, og det har medført justerede anbefalinger.
For førstnævnte er anbefalingen blevet sænket til "hold" fra "køb", mens kursmålet er fastsat til 76 dollar, rapporterer Bloomberg News.
Aktien falder med 0,4 pct. til 70,77 dollar i onsdagens tidlige handel.
Merck stiger omvendt med 1,3 pct. til 86,67 dollar.
Her har Berenberg løftet anbefalingen til "køb" fra "hold" og skruet kursmålet op i 100 dollar fra 95 dollar.
.\\˙ MarketWire