Aktier/tendens: Fortsat pres - Jyske Bank kan tage positivt fokus
14/9 08:06

Amerikanske inflationstal har sat sine spor på de globale finansmarkeder - og onsdag kan den negative stime fortsætte, da futures på det tyske DAX-indeks peger ned med 0,8 pct.
Aktierne i C25 faldt da også tirsdag - bortset fra Jyske Bank, der som den eneste gik frem. Og den retning kan fortsætte onsdag efter et hævet kursmål.
Samlet dykkede det danske eliteindeks, C25, med 2,2 pct. til 1628,00 tirsdag.
Hos Nordea kalder man det for "en voldsom reaktion oven på et inflationstal der blot var lidt højere end forventet":
- Tallet faldt ikke som ventet med 0,1 pct., men steg med 0,1 pct. Det ligner en overreaktion, men illustrerer ganske godt den nervøsitet og store volatilitet, der i øjeblikket hersker på de finansielle markeder. Og den nervøsitet kommer sandsynligvis til at fortsætte de kommende dage og ikke mindst efter næste uges rentemeddelelse fra Federal Reserve, som bliver den næste helt store begivenhed, skriver Nordea i en kommentar.
ANALYTIKERNYT TIL FLERE
Jyske Bank har fået løftet sit treårige kursmål kursmål hos Handelsbanken til 600 kr. fra 500 kr., mens den langsigtede anbefaling hæves til "outperform" fra "market perform". Det kortsigtede kursmål forbliver "hold".
Det skriver banken i en analyse.
Den gode udsigt for Jyske Bank ser Handelsbanken især i form af bankens opkøb af netop Handelsbankens danske aktiviteter, der ventes godkendt inden årets udgang.
- Vi vurderer, at opkøbet af Svenske Handelsbanken Danmark vil løfte Jyske Banks nettoresultat med omkring 25 pct. i 2024 og med en fuld årlig effekt fra 2025, skriver Handelsbanken.
Ligeledes venter banken at renteindtægterne vil være højere for både Jyske Bank og Handelsbanken grundet renteforhøjelser fra Nationalbanken, og at Jyske Bank vil fortsætte sit aktietilbagekøb i 2023 og 2024.
Jyske Bank steg 1,1 pct. til 428,70 kr. tirsdag.
Novozymes starter dagen med, at finanshuset Jefferies sænker kursmålet for selskabets aktie til 450 kr. fra 520 kr., fremgår det af data fra Bloomberg News.
Samtidig sænker finanshuset også anbefalingen til "hold" fra "køb".
Novozymes faldt 1,4 pct. til 416,40 kr. tirsdag.
Og så dækkes Chr. Hansen nu af finanshuset Jefferies, der indleder med et kursmål på niveauet 380 kr. Samtidig giver finanshuset anbefalingen "underperform".
Chr. Hansen faldt 3,5 pct. til 411,80 kr. i tirsdagens handel.
BRITISKE ØRSTED-ANSATTE VIL STREJKE
Ørsteds britiske offshore-ansatte har planer om at strejke i et forsøg på at sikre sig bedre løn og vilkår. Det skriver mediet offshorewind.biz.
Den danske vindparkudvikler har ifølge mediet afvist at forhandle med de ansattes fagforening RMT om højere løn som følge af inflationen. Ørsted har tilbudt at give de ansatte 3,5 pct. mere i løn i 2022, men det er langt under inflationen og har fået RMT til at indbyde til forhandlinger, som Ørsted ikke har ønsket at tage del i.
Der kan komme mere nyt til Ørsted, når EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag morgen afholder sin årlige tale om Unionens tilstand. Det ventes, at hun her vil kommentere på de tiltag, som Kommissionen arbejder på, der blandt andet inkluderer et loft på elpriser.
Ørsted faldt 0,3 pct. til 725 kr. tirsdag.
Og så har Mærsk afsluttet salget af sin andel i det russiske havneselskab Global Ports Investments (GPI), som selskabet har arbejdet på at komme af med efter Ruslands invasion af Ukraine tilbage i foråret.
Aktien faldt 2,1 pct. til 16.210 kr. tirsdag.