ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Valuta: Dollar brager i vejret efter overraskende inflationstal

13/9 14:49

Den amerikanske dollar bliver tirsdag eftermiddag sendt i vejret, efter at officielle data for de amerikanske forbrugerpriser har vist en mindre aftagende inflation end ventet i august.

Ganske vist aftog den amerikanske inflation for anden måned i træk i august, men ikke så meget som ventet blandt økonomerne, og samtidig tiltog kerneinflationen, der fraregner udviklingen i fødevare- og energipriser, faktisk pænt.

Det giver indikationer om, at den amerikanske centralbank, Federal Reserve, fortsat er nødt til at gå hårdt til værks med sine pengepolitiske stramninger for at få bugt med inflationen, og det sender tirsdag eftermiddag dollar i vejret.

Over for euro styrkes dollar til 1,0051 dollar per euro fra omtrent 1,0180 dollar per euro inden inflationstallene og 1,0129 dollar per euro ved dansk lukketid mandag.

De amerikanske forbrugerpriser steg med 8,3 pct. i august i forhold til samme måned året før.

Økonomerne havde ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News ventet en stigning på 8,1 pct.

Der er dog stadig tale om aftagende inflation, da niveauet måneden før var på 8,5 pct. I juni var inflationen på 9,1 pct.

Set i forhold til måneden før steg forbrugerpriserne med 0,1 pct., hvor økonomernes forventninger var et fald på 0,1 pct.

Kigger man på kerneforbrugerpriserne, der fraregner fødevare- og energipriserne, steg de med 6,3 pct. på årsbasis i august.

På månedsbasis steg kerneforbrugerpriserne med 0,6 pct.

Økonomerne havde ventet stigninger på henholdsvis 6,1 pct. og 0,3 pct.

.\\˙ MarketWire