Tyskland/økonom: Forværret tillid giver dårlige vækstudsigter
13/9 11:53
Den kraftigt forværrede tillid til tysk økonomi giver dårlige udsigter for væksten i den energitunge økonomi, der er presset af en giftig kombination af høj inflation, stigende renter og de markant reducerede gasleverancer fra Rusland.
Det vurderer Lisette Rosenbeck Christensen, der er seniorøkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar tirsdag.
Hun påpeger hertil, at usikkerheden forøget efter Ruslands invasion af Ukraine og frygten for en kold vinter.
Dagens data fra ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, faldt til minus 60,5 fra minus 47,6. Konsensus var ifølge Bloomberg News et fald til minus 52,1.
- Dagens tal peger på, at vi kan forvente at se sværere tider for tysk økonomi i efteråret og vinteren, hvor der kan vente en gaskrise, skriver Lisette Rosenbeck Christensen.
Det kan have betydning for dansk eksport, da Tyskland er en stor handelspartner for Danmark. Herudover spiller tysk økonomi en væsentlig rolle for den samlede europæiske økonomi.
Samtidig faldt forventningsindekset til minus 61,9 fra minus 55,3 måneden før. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet et fald til minus 59,5.
.\\˙ MarketWire