ProInvestor test version Gå til proinvestor.com
Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/åbning: Genmab og Mærsk i front i positivt C25

13/9 09:20

Det danske aktiemarked fortsætter de positive takter fra åbningen tirsdag, hvor C25-indekset efter knap 15 minutters handel er oppe med 0,9 pct. til 1678,16 efter en samlet stigning på 3,5 pct. over de foregående tre handelsdage.

Dagens helt store begivenhed er eftermiddagens amerikanske opgørelse af forbrugerpriserne, da det er det sidste helt store datapunkt om inflationsudviklingen inden næste udges rentemøde i den amerikanske centralbank.

Genmab er fra åbningen suset i vejret med 1,4 pct. til 2778 kr. efter analysenyt fra Jefferies, som har hævet kursmålet for biotekselskabets aktie til 2700 kr. fra 2350 kr.

Det løftede kursmål bygger primært på valutamedvind fra en stærkere dollar og mindre risiko forbundet til kræftmidlet Epcoritamab, efter at Genmab og partneren Abbvie har planlagt at indsende registreringsansøgning i USA i løbet af andet halvår til behandling af patienter med lymfekræftformen diffust storcellet B-celle lymfom DLBCL.

Mærsk-aktierne er også godt kørende fra start, selvom det tyske finanshus Berenberg har sænket kursmålet for aktien til 18.500 kr. fra 20.500 kr. Rederikoncernens B-aktie stiger 1,2 pct. til 16.750 kr.

Demant falder derimod 0,2 pct. til 234,50 kr., efter at britiske Barclays har indledt dækning med den negative anbefaling "undervægt" og et kursmål på 200 kr.

DEKRET KAN SPÆNDE BEN FOR FRASALG

Carlsberg og Flügger kan ifølge dagbladet Børsen konstatere, at et nyt dekret betyder, at de russiske myndigheder nu skal godkende virksomhedssalg i landet, og det kan være et benspænd for de danske virksomheder, der planlægger at frasælge deres aktiviteter efter den russiske invasion af Ukraine.

Flügger kommer i øvrigt med regnskab for første kvartal af 2022/23. For hele året venter malingselskabet en omsætning på 2,5-2,7 mia. kr. og et driftsresultat, EBIT, på 100-150 mio. kr.

Carlsberg stiger 1,4 pct. til 981,40 kr., mens Flüggers aktie endnu ikke er handlet.

Uden for C25 er der opmærksomhed om Alk-Abelló, efter at Bryan Garnier har indledt dækning af aktien med anbefalingen "køb".

Alk-aktien stiger fra start 2,8 pct. til 148 kr.

.\\˙ MarketWire